Teitur Skoubo efter voldsdom: Har nok ikke været sammen med de kedeligste piger
LÆS OGSÅ: Efter afsløring af voldsdom: Teitur Skoubo løj for produktionen
Der er fuld fart på i radioprogrammet "Tsunami" (link fjernet), hvor Teitur Skoubo onsdag folder sig ud i et interview for første gang siden 2021.
Selv om emnerne er alvorlige, bliver der også grinet og joket – også da en lytter stillet et spørgsmål, der må relatere sig til sagen fra Odense, hvor realitydeltageren endte med at blive frikendt for voldtægt og dømt for vold.
Tænder du på at slå piger, lyder spørgsmålet, og efter en kort væven svarer færingen med et fnis:
– Dem, jeg har været sammen med, har nok ikke været de kedeligste piger.
Lige efter bliver Teitur Skoubo spurgt, hvordan man siger "samtykke" på færøsk, hvortil realitydeltageren i samme stil svarer, at han slet ikke har opholdt sig på Færøerne, siden det ord blev opfundet.

Det var i november 2021, at håndjernene klappede om færingens håndled i den fynske hovedstad, og han på stedet blev sigtet for voldtægt. Sigtelsen blev senere til en tiltale og en dom, men endte med en frikendelse, efter Teitur Skoubo havde siddet varetægtsfængslet i 165 dage.
Oprindeligt var realitydeltageren tiltalt for under et samleje at have slået kvinden i hovedet og på kroppen.
Færingen blev idømt en straf på to år og seks måneder på hotel gitterly samt en erstatning på 100.000 kroner til kvinden.
Teitur Skoubo ankede dommen og blev fem måneder senere frikendt for voldtægten i Østre Landsret, men kendt skyldig i vold, hvilket gav ham en straf på tre måneders fængsel.
I september 2023 modtog færingen 90.450 kroner i erstatning for at have siddet bag tremmer længere tid, end voldsdommen lød på.