Paradise Hotel26. oktober 2022

Efter afsløring af voldsdom: Teitur Skoubo løj for produktionen

Da den 27-årige Teitur Skoubo for år tilbage deltog i castingen til “Paradise Hotel”, var han ikke helt ærlig om sin fortid
I dag har Teitur Skoubo modtaget sin anden voldsdom.
I dag har Teitur Skoubo modtaget sin anden voldsdom.
 Foto: Dan Mariegaard

Onsdag formiddag har den tidligere “Paradise Hotel”-vinder siddet på anklagebænken i Østre Landsret i Odense, hvor hans sag fra byretten, hvor han i første omgang blev dømt for voldtægt, skulle gå om.

Her blev den tidligere realitydeltager imidlertid frikendt for voldtægt, men samtidig dømt tre måneders fængsel for vold. En straf, han dog allerede har udstået ved sin fem måneder lange fængsling – hvorfor han efter domsafsigelsen kunne forlade retten som en fri mand.

Under onsdagens retssag kom der desuden andre, nye oplysninger om Teiturs fortid på banen. For under anklagerens afsluttende procedure blev der i den grad smidt noget af en bombe. Det viser sig nemlig, at den tidligere realitystjerne er tidligere dømt for vold.

Episoden fandt sted på Færøerne i september 2013, og i 2014 blev Teitur således dømt for at have sparket et offer.

Løj for “Paradise”-produktionen

I 2019 blev Teitur Skoubo for alvor et kendt ansigt, da han deltog i sæson 15 af realityhittet – og endte med at forlade de luksuriøse omgivelser i Mexico med både vindertitlen og en pengepræmie på 300.000 kroner, efter han smed den berømte guldkugle og således snød sin makker Anne Plejdrup under troskabstesten.

Men havde produktionen kendt til Teiturs voldelige fortid, var han helt sikkert blevet vraget:

– Når vi caster til "Paradise", bliver det afkrævet af deltagerne at informere os, om de tidligere er straffet for vold eller har begået anden kriminalitet. Vi indhenter desuden straffeattester og udspørger dem nøje til deres fortid. Der foretages derudover en grundig research af hver enkelt deltager for at sikre os, at vi ikke har tidligere voldsdømte deltagere med i "Paradise", forklarer Kenneth Kristensen, programdirektør hos Viaplay Group, til SE og HØR.

Noget tyder altså på, at Teiturs tidligere voldsdom ikke har optrådt på den indhentede straffeattest – og at den voldsdømte realitydeltager ydermere har løjet for produktionen om sin fortid.

Kenneth Kristensen understreger desuden, at offentliggørelsen af Teitur Skoubos tidligere voldsdom, som således kom frem under dagens retssag, kommer bag på flere:

– Dengang som nu vil vi aldrig tillade deltagere i "Paradise", som har en voldsdom bag sig. Derfor er det helt ny information for både produktionsselskabet Mastiff og os, at Teitur tilbage i 2014 har modtaget en dom for vold på Færøerne.

Teitur fjernet fra Viaplay

Allerede i marts måned, da Teitur Skoubo i første omgang blev dømt for voldtægt, valgte Viaplay Group at fjerne den "Paradise"-sæson, hvor den tidligere realitydeltager var en del af castet.

Selv om Teitur Skoubo i dag udelukkende modtog en voldsdom – og altså blev frikendt for voldtægt – betyder det dog på ingen måde, at rækken af "Paradise Hotel"-sæsoner bliver fuldendt:

– Indholdet med deltageren forbliver fjernet på Viaplay. Vi har hele tiden udtalt, at det er op til domstolen at afgøre sagen. Dette er nu sket, og selv om deltageren er frikendt for voldtægt, er han fortsat dømt for vold, forklarer programdirektøren til SE og HØR.

– Vi har ikke et overordnet svar på, hvor grænsen går i forhold at fjerne indhold fra vores platforme, da den vurdering altid vil afhænge af seriens indhold og seriens målgruppe opvejet mod hændelsen. Med hensyn til den konkrete deltager fastholder vi beslutningen om at fjerne alt indhold med ham, da indholdet har unge mennesker som målgruppe, som er en skærpende omstændighed.

SE og HØR har efter frifindelsen forsøgt at få en kommentar fra Teitur Skoubo, men det har ikke været muligt.

Sponsoreret indhold