Reality 30. maj 2016

Taber sag med et brag: Gustav får ikke en krone

Gustav Salinas får ikke penge efter strid i retten med personlig assistent

Gustav Salinas får ikke en krone af journalisten Thomas Korsgaard/Medievirksomheden Zetland, som Gustav havde anlagt sag an mod med krav om godtgørelse på 40.000 kroner.

Sagen blev kort efter klokken 14 afgjort i Københavns Byret.

Gustav og hans advokat, Kim Krarup, hævdede at Gustav ufrivilligt medvirkede i en såkaldt 'single' - en journalistisk artikel på 85 sider - og at Gustav var blevet oplyst om, at singlen skulle udgives gratis og at han opfattede den som en e-bog og Zetland som et forlag.

Men efter at dommer Bodil Toftemann i godt fem timer havde hørt på de to parters argumenter, afgjorde hun sagen til Thomas Korsgaards/Zetlands fordel.

Hun er af den opfattelse, at Zetland er en journalistisk virksomhed og ikke et forlag, og at 'Gustav var med på egen risiko'.  
  - Du kan ikke få medhold i den her sag, lyder det fra dommer Bodil Toftemann til Gustav. Du er den eneste, der forklarer, at singlen skulle udgives gratis. Du har bevisbyrden og har ikke løftet den, siger Bodil Toftemann.   - Jeg er selvfølgelig meget ked af det, og jeg er meget forundret over, at man kan være sammen med en person seks gange og så lave en e-bog på 90 sider, som man tjener penge på var Gustavs første reaktion på dommen.   Under retssagen oplyste Zetland at singlen om Gustav maksimalt havde omsat for 25.000-30.000 kroner, men at den havde været dyrere at producere, så virksomheden havde ikke tjent noget på den.

Sponsoreret indhold