Stine Kronborg om livet som mor: Glemte egen fødselsdag

Foto: Thomas Laursen

I december sidste år ændrede livet sig markant for tv-personligheden Stine Kronborg, da hun blev mor til sit første barn.

Pludselig var putning, vuggeviser og bleskift en fast del af hverdagen, og for de fleste fører rollen som mor også ændrede prioriteter med sig.

Det oplevede den danske fitnessmodel og danser eksempelvis, da hun glemte sin egen 38-års fødselsdag den 16. marts i år.

Det skriver Stine Kronborg, der i øjeblikket opholder sig i Malaysia, på sin blog på Realityportalen.

- Så kom det åbenbart dertil, hvor en andens fødselsdag er blevet vigtigere end min egen. Havde fuldstændig glemt min egen, indtil Facebook-beskederne begyndte at tikke ind fra Australien, som er forud i tid, skriver hun i indlægget.

Stine Kronborg havde få dage forinden fejret sin lille søn, Leo Columbus, der den 10. marts fyldte tre måneder, med fint tøj, burger og legehygge.

På sin egen fødselsdag havde Stine Kronborg omvendt ikke lagt de store planer. Det skyldes blandt andet, at hun har rigeligt at se til som nybagt alenemor, og på trods af forglemmelsen havde hun en dejlig dag med sin lille søn.

- Jeg havde intet planlagt på min fødselsdag, dog var det den bedste morgen nogensinde at vågne op til. At kigge over på min smukke baby, der langsomt vågnede gryntende op ved siden af mig, skriver hun på bloggen.

Den nu 38-årige realitypersonligheds fødselsdag var dog ikke gået i glemmebogen hos hendes veninder, der dukkede op med en kurv med gaver og lys.

Stine Kronborg drog på eventyr med sin lille søn tidligere i marts, og sammen skal den lille familie nyde de varmere himmelstrøg i Malaysia i to måneder.

Den danske bodybuilder har tidligere givet udtryk for, at hun ikke ønsker at fortælle, hvem faren til hendes lille søn er.

Se flere billeder af Stine Kronborg her: 

Stine Kronborg (billeder kun af hende)

/ritzau/FOKUS

Find din favorit kendis her:

Fra forsiden
Close