Paradise Hotel26. oktober 2022

Efter realitydeltagers voldtægtsdom: Endnu en “Paradise Hotel”-sæson fjernet

Tirsdag faldt der dom i sagen mod tidligere realitydeltager Theis Berg Kristensen – efterfølgende er sæson 11 af “Paradise Hotel”, hvor han således deltog, blevet fjernet
Her ses Theis Berg Kristensen under en fest for TV3-programmet "Paradise Hotel 2015" på natklubben Penthouse i København.
Her ses Theis Berg Kristensen til en fest for realityhittet "Paradise Hotel 2015" på natklubben Penthouse i København.
 Foto: Dan Mariegaard

Det er ikke første gang, at Viaplay Group, som står bag realityhittet “Paradise Hotel”, må fjerne indhold fra deres platform som følge af en dom mod tidligere realitydeltagere.

Allerede i marts måned, da Teitur Skoubo blev dømt for voldtægt – noget, han i dag er blevet frikendt for – valgte Viaplay Group således at fjerne den sæson, som den tidligere realitydeltager har været en del af.

Og umiddelbart er der intet, der tyder på, at sæsonen vender retur til streamingtjenesten.

I går tirsdag faldt der ligeledes dom i en sag mod en realitydeltager.

Her blev Theis Berg Kristensen, tidligere paradiso, idømt et år og to måneders ubetinget fængsel for voldtægt. Og medieselskabet måtte atter på teknikarbejde for at fjerne endnu sæson.

– Som med tidligere lignende sager, mener vi, at det er op til domstolen at afgøre en sag som denne. Dette er nu sket, og vi har, efter vi er blevet bekendt med dommen, besluttet at fjerne sæsonen af "Paradise Hotel", hvor deltageren medvirker fra Viaplay, siger Kenneth Kristensen, programdirektør hos Viaplay Group til SE og HØR.

Sagen begyndte 27. august sidste år, hvor Theis Berg Kristensen ifølge tirsdagens dom voldtog sin veninde, mens hun sov.

De lå i samme seng efter en fest, men handlingen fandt altså sted, uden at veninden havde givet sit samtykke – og da hun bad ham stoppe, gjorde han det.

Noget, der imidlertid ikke ændrer på fængselsdommen.

Theis Berg Kristensen forsøgte ellers ifølge Aarhus Stiftstidende at overbevise dommerne i landsretten om, at der ikke var tale om en voldtægt – eller for den sags skyld et samleje. Men forgæves.

Teitur Skoubo dømt for vold

Landsretten har i dag onsdag frikendt "Paradise Hotel"-kollegaen Teitur Skoubo for at have begået en voldtægt den 28. november sidste år. Han har dog fået en mindre straf for vold mod den unge kvinde, som anmeldte ham.

Teiturs dom lyder således på tre måneders fængsel, og han kunne efter domsafsigelsen forlade retten.

Sponsoreret indhold