Reality30. august 2022

Nu sætter Jasmin og Bro ord på utroskab

Selv om de for længst er gået fra hinanden, kommer sæson to af parrets realityprogram nu
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Trailer for "Bro og Jasmin" sæson 2.
 Discovery+

Gode fortællinger kan man godt se eller læse, selv om man i forvejen kender slutningen. Bare se på tidløse mesterværker som Titanic, Romeo og Julie eller Biblen.

Om sæson to af “Bro og Jasmin” kommer til at gå ned i historien som endnu et genialt mesterværk, hvor slutningen sagtens kan spoiles, uden at det gør noget for fortællingen, vides endnu ikke, men faktum er, at du snart kan vurdere det selv.

For nu kan Discovery+, der producerer realityprogrammet, afsløre, at den nye sæson får premiere 6. september.

Har slået op for længst

Det kan føles som lang tid siden, men det var faktisk blot tilbage i april, at Bro og Jasmin havde premiere på deres tv-program.

Siden da er der mildest talt sket meget i parrets forhold, som ikke eksisterer mere, da de to kendte personer gik fra hinanden tilbage i maj.

Men bare fordi man ikke er sammen, kan man jo godt have et realityprogram.

Det har Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff tidligere bevist og det ser ud til at Discovery+ gentager finten med sangeren og realitydeltageren.

I en pressemeddelelses fremgår det, at sæson to vil følge parret i de nedture, som vi allerede ved, førte til forholdets ende.

– I sæson to af “Bro & Jasmin” kommer vi altså helt tæt på kampene med indre dæmoner, kærlighed og store følelser. Parret tager hul på tabuer omkring alkohol, sorg, død, dårlig økonomi og utroskab, står der blandt andet.

Discovery+ har også offentliggjort en trailer for programmet, og her kan man blandt andet se en noget afventende Jasmin komme hjem fra udlandet, hvor hun ikke har hørt fra Bro de seneste to døgn.

Her møder hun en tømmermandsramt popsanger, der ligger og sover en brandert ud, mens at det flyder med kondomer inde på spisebordet.

– Den Kevin, der har været mig utro, det er jo et eller andet udueligt forsøg på at flygte fra virkeligheden, siger en grædende Jasmin i klippet, der må indrømme, at hun stadig elsker Bro.

Efter bruddet har Bro haft gang i flere flirts, og noget tyder på, at realitydeltagere simpelthen bare er hans type.

Både Anna Seneca og Nora Tveden Thomsen har set mere til popsangeren end de fleste kan bryste sig af.

"Bro og Jasmin" sæson to kan ses på Discovery+ og Kanal 4.

Sponsoreret indhold