Love Island3. september 2025

Midt i "Love Island"-krænkelsessag: Viaplay har ændret samtykkereglerne

Samtykkereglerne er strenge og klare i f.eks. "Paradise Hotel", men forud for den aktuelle sæson af "Love Island" indførte Viaplay nye, mere lempelige procedurer
Flere "Love Island"-deltagere fortæller til SE og HØR, at de ikke skal give samtykke til produktionen, hvis de er seksuelt sammen med en anden deltager.. Video: Viaplay
 Video: Viaplay

LÆS OGSÅ: DERFOR MÅTTE WILLIAM OG ALBERTE IKKE SE HINANDEN

Opholdet i "Love Island"-villaen blev ganske kort for William Birkvang, da han ikke kunne holde fingrene fra Alberte Pitter, mens hun lå og sov ved siden af ham.

Produktionen reagerede prompte og smed den nyudklækkede tv-kendis ud på røv og albuer for seksuelle krænkelser.

Noget, som Viaplay i andre realityprogrammer - som f.eks. "Paradise Hotel" - har gjort en dyd ud af at undgå. Men i denne sæson af "Love Island" har de valgt en noget mere lempelig samtykkepolitik og -procedure.

Det fortæller flere af "Love Island"-deltagerne til SE og HØR.

Love Island
William Birkvang blev kylet ud af "Love Island", da han krænkede Alberte Pitter seksuelt ved at røre ved hende intime steder, mens hun sov.
 Foto: Kaspar Wenstrup, Viaplay

I "Paradise Hotel" bliver deltagerne afbrudt, før deres eskapader over eller under lagenerne udvikler sig til mere end bare kysseri. Her bliver de implicerede kaldt op over en telefon eller et højtaleranlæg og bedt om at give tommelfinger op til kameraet.

Det skal signalere, at der er samtykke til seksuelt samvær med den anden person. Alle parter skal give tommelfinger op, før produktionen lader akten fortsætte.

Ingen afbrydelser

Sådan forholder det sig ikke på "Love Island". De deltagere, som SE og HØR har talt med, fortæller alle, at de ikke er blevet stoppet i optakten til seksuelt samvær for at give samtykke til produktionen.

Det har SE og HØR naturligvis forholdt Viaplay.

Flere "Love Island"-deltagere fortæller os, at de havde sex i villaen uden at give samtykke til produktionen. I programmet siger deltagerne selv, at samtykke kan ødelægge stemningen. Alligevel fastholder Viaplay, at der altid skal gives samtykke. På "Paradise Hotel" skal deltagerne enten give et tydeligt thumbs up eller ringe til produktionen, før de har sex – hvorfor gælder samme klare tegn ikke i "Love Island"?

Viaplays chefredaktør Flemming Fjeldgaard svarer følgende:

- Vi gør det helt klart for deltagerne både før og undervejs, at intime handlinger kræver samtykke – det er en grundregel i alle vores produktioner.

- Vi arbejder med forskellige formater til vores tv-kanaler og Viaplay, og derfor kan procedurerne sagtens variere mellem produktionerne, men princippet er altid det samme; ingen intime handlinger uden samtykke. På "Love Island" indskærpes det også over for deltagerne, og vi følger løbende op for at sikre, at alle føler sig trygge.

Fortryder alt

William Birkvang kunne ikke holde fingrene for sig selv og gik for langt under dynen, da han forsøgte at pille ved Alberte, mens hun sov.

Efterfølgende har realitydeltageren flere gange undskyldt for sin opførsel.

Til SE og HØR erkender William Birkvang i dag, at han gik over stregen og fortryder hvert eneste skridt, han tog, lyder det:

- Jeg fortryder alt, hvad jeg har gjort, og jeg lægger mig fladt ned. Jeg tager alt på min kappe. Det gør ondt at se. Det har været forfærdeligt. Jeg har været helt ulykkelig over situationen.

I dag er dramaet lagt bag dem - Alberte har tilgivet William, og de to kan uden problemer være i samme rum.

Viaplay reagerer

Til SE og HØR fortæller chefredaktør Flemming Fjeldgaard, at produktionen reagerede med det samme, da Alberte gav udtryk for, at hun var utilpas.

Hun fik straks mulighed for at tale med produktionen og en tilknyttet psykolog.

- Har "Love Island", ligesom "Paradise Hotel", regler for eksplicit samtykke mellem deltagerne, før der sker intime handlinger foran kameraerne? Hvordan kommer de til udtryk?

- Ja. Der er klare regler om, at intime handlinger kræver samtykke. Deltagerne bliver gjort opmærksomme på det skriftligt og mundtligt, og vi følger løbende op undervejs.

- Hvordan bliver deltagerne informeret om regler for grænser, samtykke og omgangstone, inden de går ind i programmet?

- Alle deltagere gennemgår en introduktion, hvor regler om samtykke, grænser og omgangstone forklares. De skriver under på at overholde dem, og produktionen minder dem løbende om reglerne, hvis der er behov.

- Både Alberte og William giver udtryk for, at der ikke bliver spurgt om samtykke hver gang, men at det bare sker. Har Viaplay ikke nogen klare regler?

- Reglerne er klare, og derfor tog vi situationen op. Men regler alene er ikke nok – vi arbejder hele tiden med at styrke deltagernes forståelse af samtykke og grænser. Når grænser udfordres, handler vi straks for at sikre deltagernes velbefindende.

- Flere af gutterne står ved poolen og taler om, at det ødelægger stemningen, hvis man spørger om samtykke inden man gør noget. Det virker ikke, som om de er bekendte med at skulle give samtykke?

- Vi kan kun gentage, at vi løbende understreger vigtigheden af at spørge og respektere grænser.

- Hvilket ansvar mener Viaplay selv, de har for at beskytte deltagerne mod seksuelle krænkelser i et program, hvor alkohol og fester ofte indgår?

- Viaplay har et klart ansvar for at beskytte deltagerne. Vi stiller både psykolog og sundhedsfaglige ressourcer til rådighed og griber ind, hvis grænser overskrides. Det ansvar tager vi alvorligt – også i et format, hvor alkohol og fester indgår.

Sponsoreret indhold