Fysiske krænkelser får William bortvist fra "Love Island": - Jeg fortryder alt

LÆS OGSÅ: William ryster "Love Island"-villaen: Overvægtige piger? Nej tak!
William Birkvang havde ikke den heldigste start på sit kærlighedseventyr i "Love Island".
Med sin bramfri tilgang chokerede han de andre deltagere, da han hurtigt slog fast, at han hverken dater rygere, rødhårede eller kvinder med lidt for mange kilo på sidebenene.
Og det blev til et kort ophold for den frembrusende "Love Island"-deltager, der i tirsdagens afsnit bliver bortvist fra datingprogrammet.
Han overskrider nemlig Albertes grænser, da han kommer med fysiske tilnærmelser uden samtykke, mens hun ligger og sover.
Alberte er ikke med på Williams planer og vågner brat, da hans hånd pludselig bevæger sig under bæltestedet.
- Jeg synes, det er så respektløst, at William har prøvet at pille på mig i nat. Jeg skyndte mig bare at fjerne hans hånd, det er fucking respektløs. Lige nu er jeg mega ked af det, jeg føler mig lidt brugt, siger Alberte til veninden Liv i programmet.
Williams vildfarne hånd bryder reglerne, og han bliver derfor straks bedt om at forlade programmet - uden mulighed for at tale med Alberte først.
- Jeg vil rigtig gerne sige undskyld til Alberte, hun fortjente det ikke. Jeg synes, du er en pissedejlig pige. Det vil jeg altid synes, siger han i sync (når deltagerne taler direkte til kameraet.,red), lige før han bliver smidt hjem af produktionen.
Fortryder alt
Til SE og HØR erkender William Birkvang, at han gik over stregen, og han fortryder hvert eneste skridt, han tog, lyder det:
- Jeg fortryder alt, hvad jeg har gjort, og jeg lægger mig fladt ned. Jeg tager alt på min kappe. Det gør ondt at se. Det har været forfærdeligt. Jeg har været helt ulykkelig over situationen.
William holder fast i de kontroversielle udtalelser, der allerede har givet ham et helt særligt ry, men indrømmer, at han er nervøs for, hvordan seerne vil reagere, når dette afsnit ruller over skærmen.
- Jeg er en stærk person, og jeg kan tåle ret mange ting. Men det her er et ømt punkt for mig, siger William, der efter episoden har gået til psykolog.
Viaplay reagerer
Til SE og HØR fortæller chefredaktør Flemming Fjeldgaard, at produktionen reagerede med det samme, da Alberte gav udtryk for, at hun var utilpas.
Hun fik straks mulighed for at tale med produktionen og en tilknyttet psykolog.
- Har "Love Island", ligesom "Paradise Hotel", regler for eksplicit samtykke mellem deltagerne, før der sker intime handlinger foran kameraerne? Hvordan kommer de til udtryk?
- Ja. Der er klare regler om, at intime handlinger kræver samtykke. Deltagerne bliver gjort opmærksomme på det skriftligt og mundtligt, og vi følger løbende op undervejs.
- Hvordan bliver deltagerne informeret om regler for grænser, samtykke og omgangstone, inden de går ind i programmet?
- Alle deltagere gennemgår en introduktion, hvor regler om samtykke, grænser og omgangstone forklares. De skriver under på at overholde dem, og produktionen minder dem løbende om reglerne, hvis der er behov.
- Både Alberte og William giver udtryk for, at der ikke bliver spurgt om samtykke hver gang, men at det bare sker. Har Viaplay ikke nogen klare regler?
- Reglerne er klare, og derfor tog vi situationen op. Men regler alene er ikke nok – vi arbejder hele tiden med at styrke deltagernes forståelse af samtykke og grænser. Når grænser udfordres, handler vi straks for at sikre deltagernes velbefindende.
- Flere af gutterne står ved poolen og taler om, at det ødelægger stemningen, hvis man spørger om samtykke inden man gør noget. Det virker ikke, som om de er bekendte med at skulle give samtykke?
- Vi kan kun gentage, at vi løbende understreger vigtigheden af at spørge og respektere grænser.
- Hvilket ansvar mener Viaplay selv, de har for at beskytte deltagerne mod seksuelle krænkelser i et program, hvor alkohol og fester ofte indgår?
- Viaplay har et klart ansvar for at beskytte deltagerne. Vi stiller både psykolog og sundhedsfaglige ressourcer til rådighed og griber ind, hvis grænser overskrides. Det ansvar tager vi alvorligt – også i et format, hvor alkohol og fester indgår.
Han er tilgivet
Til SE og HØR fortæller Alberte, at hun i dag er kommet videre, både fra episoden med William og i livet generelt, men hun lægger ikke skjul på, at det var en hård oplevelse at stå midt i.
- Det var virkelig hårdt. Følelserne var ganget op med 100, og alt føltes enormt intenst. Man når ikke at bearbejde tingene ordentligt derinde, og det slog mig virkelig ud, siger Alberte ærligt, der efter episoden blev tvunget til at tale med produktionens psykolog.
På Gran Canaria levede hun i en boble og måtte hurtigt rejse sig igen, men først efter hjemkomsten til Danmark ramte virkeligheden for alvor, og alt hvad der var sket i villaen, skulle bearbejdes.
Allerede dagen efter hun landede, skrev hun en sms til William for at mødes og tale ud om det hele.
I dag er dramaet lagt bag dem – Alberte har tilgivet William, og de to kan uden problemer være i samme rum.
