Love Island2. september 2025

Bortvist fra "Love Island": Derfor måtte Alberte og William ikke se hinanden

Efter fysiske krænkelser i "Love Island"-villaen blev William smidt ud af programmet, og produktionen forbød, at han og Alberte kunne tale sammen, selv om de begge gerne ville
William og Alberte måtte først tale sammen flere uger efter, William blev sendt hjem.
William og Alberte måtte først tale sammen flere uger efter, at William blev sendt hjem.
 Foto: Viaplay

LÆS OGSÅ: Fysiske krænkelser får William bortvist fra "Love Island": - Jeg fortryder alt

Det blev til et kort ophold for den frembrusende "Love Island"-deltager William Birkvang, der i tirsdagens afsnit bliver bortvist fra datingprogrammet.

Han overskrider nemlig Albertes grænser, da han rører ved hende uden samtykke, mens hun ligger og sover.

Reglerne er klare: Det resulterer i en bortvisning. Og William bliver smidt ud på røv og albuer, uden at tale med Alberte først.

Nu fortæller Alberte, at hun også gerne ville have talt med ham, men det satte produktionen en stopper for.

- Jeg ville gerne tale med ham, inden han røg ud, for at få en forklaring på, hvad der skete. Det ville jeg virkelig gerne, siger Alberte til SE og HØR.

Efter hændelsen blev hun straks hentet ud af villaen for at tale med en psykolog. Senere samme dag meddelte produktionen, at hun ikke ville få lov til at se William igen.

- De synes virkelig ikke, at jeg skulle snakke eller ses med ham. Jeg var lidt uforstående overfor det, men jeg er også glad for, at de passede på mig. Det var nok det bedste, når jeg ser tilbage.

- Var du blevet gjort opmærksom på, at William havde et ønske om at tale med dig, inden han blev smidt hjem?

- Nej, det vidste jeg ikke. Det sagde de ikke videre, lyder det fra Alberte.

I programmet fortæller William, at han havde et stort ønske om at sige undskyld til Alberte, inden han forlod villaen.

- Hun fortjente det ikke. Jeg synes, du er en pissedejlig pige. Det vil jeg altid synes, siger han i sync (når deltagerne taler direkte til kameraet.,red), lige før han bliver smidt hjem af produktionen.

Til SE og HØR fortæller William, at han gik rundt derhjemme i Danmark i en form for ingenmandsland og ventede på at kunne tale med Alberte, når hun kom hjem fra optagelserne.

Han vidste ikke, om han var hadet eller elsket.

I dag taler William og Alberte sammen uden problemer.
I dag taler William og Alberte sammen uden problemer.
 Foto: Viaplay

Derfor måtte de ikke se hinanden

Der ender med at gå en måned, fra episoden fandt sted, til Alberte og William får talt ud om tingene.

- Det synes jeg var hårdt - jeg går jo og tænker på det og vil gerne have det ud af verden. Det var lidt ærgerligt, men sådan var det, siger Alberte.

SE og HØR har spurgt Viaplay, hvordan det kan være, at deltagerne ikke fik lov til at tale sammen, når de begge havde et stort ønske om det.

- I situationen var det produktionens prioritering at sikre, at Alberte fik ro og tryghed til at komme videre med sin deltagelse i "Love Island", som hun havde et stort udtalt ønske om. Alberte blev orienteret om, at William var dybt ulykkelig over hændelsen, og at han undskyldte mange gange, men også at hun først ville få mulighed for at mødes med William, når hun havde forladt programmet, fortæller chefredaktør Flemming Fjeldgaard til SE og HØR.

Har tilgivet ham

Da Alberte og William endelig havde mulighed for at mødes, var det til en kop kaffe og en gåtur, hvor de fik redet trådene ud.

- Jeg ville hurtigst muligt gerne tale med ham, så vi kunne komme videre, siger Alberte.

Og det er hun kommet i dag - både fra episoden med William og i livet generelt, men hun lægger ikke skjul på, at det var en hård oplevelse at stå midt i.

- Det var virkelig hårdt. Følelserne var ganget op med 100, og alt føltes enormt intenst. Man når ikke at bearbejde tingene ordentligt derinde, og det slog mig virkelig ud, siger Alberte ærligt, der efter episoden blev tvunget til at tale med produktionens psykolog.

På Gran Canaria levede hun i en boble og måtte hurtigt rejse sig igen, men først efter hjemkomsten til Danmark ramte virkeligheden for alvor, og alt, hvad der var sket i villaen, skulle bearbejdes.

Viaplay reagerer

Til SE og HØR fortæller chefredaktør Flemming Fjeldgaard, at produktionen reagerede med det samme, da Alberte gav udtryk for, at hun var utilpas.

Hun fik straks mulighed for at tale med produktionen og en tilknyttet psykolog.

- Har "Love Island", ligesom "Paradise Hotel", regler for eksplicit samtykke mellem deltagerne, før der sker intime handlinger foran kameraerne? Hvordan kommer de til udtryk?

- Ja. Der er klare regler om, at intime handlinger kræver samtykke. Deltagerne bliver gjort opmærksomme på det skriftligt og mundtligt, og vi følger løbende op undervejs.

- Hvordan bliver deltagerne informeret om regler for grænser, samtykke og omgangstone, inden de går ind i programmet?

- Alle deltagere gennemgår en introduktion, hvor regler om samtykke, grænser og omgangstone forklares. De skriver under på at overholde dem, og produktionen minder dem løbende om reglerne, hvis der er behov.

- Både Alberte og William giver udtryk for, at der ikke bliver spurgt om samtykke hver gang, men at det bare sker. Har Viaplay ikke nogen klare regler?

- Reglerne er klare, og derfor tog vi situationen op. Men regler alene er ikke nok – vi arbejder hele tiden med at styrke deltagernes forståelse af samtykke og grænser. Når grænser udfordres, handler vi straks for at sikre deltagernes velbefindende.

- Flere af gutterne står ved poolen og taler om, at det ødelægger stemningen, hvis man spørger om samtykke inden man gør noget. Det virker ikke, som om de er bekendte med at skulle give samtykke?

- Vi kan kun gentage, at vi løbende understreger vigtigheden af at spørge og respektere grænser.

- Hvilket ansvar mener Viaplay selv, de har for at beskytte deltagerne mod seksuelle krænkelser i et program, hvor alkohol og fester ofte indgår?

- Viaplay har et klart ansvar for at beskytte deltagerne. Vi stiller både psykolog og sundhedsfaglige ressourcer til rådighed og griber ind, hvis grænser overskrides. Det ansvar tager vi alvorligt – også i et format, hvor alkohol og fester indgår.

Sponsoreret indhold