Influencer og TikTokkeren Danne mistede alt efter voldtægtsanklage

LÆS OGSÅ: Influenceren Danne sad uskyldigt fængslet: Får afvist millionerstatning
Influenceren, som har det borgerlige navn Danial Hamza Borch Lappé Ahmad, blev tilbage i november 2021 anholdt og varetægtsfængslet for to tilfælde af voldtægt.
I maj 2022 blev han idømt to års fængsel, men den dom omstødte Østre Landsret i december 2022, hvor Danne blev pure frikendt for alle anklager.
Nu fortæller TikTok'eren i DR's nye satsning "Folkedomstolen", hvad det har haft af betydning for ham.
- Jeg har fået taget alt, hvad jeg har knoklet for fra mig. Jeg blev anmeldt for at have sex uden samtykke med en pige. Jeg ender med at blive varetægtsfængslet i syv måneder. Selv efter jeg blev frikendt fra alt, var der stadigvæk nogle, der tvivlede, siger Danne i programmet.
Siden har den 26-årige influencer og musiker kæmpet en kamp for at komme tilbage til livet.
Inden fængslingen havde Danne et massivt antal følgere på de sociale medier, ligesom han havde en pladekontrakt med Sony, som blev ophævet som konsekvens af voldtægtssagen.
"Folkedomstolen"
I "Folkedomstolen" skal en jury på 12 danskere dømme fiktive sager, som omhandler moralske "forbrydelser", der opfattes som forkerte uden at være ulovlige. Det drejer sig om sager med shitstorm-potentiale, som vi kender det fra virkelighedens #MeToo-anklager, kontroversielle holdninger eller sociale mediekontroverser.
Programmet foregår i en retssal med rigtige advokater og retssalsprocedure og har premiere på DR i 2026.
Afvist kravet
Til SE og HØR har Danne tidligere fortalt, at han aldrig vil føle, at det han har været udsat for er retfærdigt, og han vil nu se frem til et erstatningsbeløb.
Københavns Byret valgte at afvise det høje krav, der primært stammer fra tabt arbejdsfortjeneste, men ligeledes et erstatningskrav for "helbredelsesudgifter" blev afvist.
Danne blev dog tilkendt 381.050 kroner i erstatning for den 211 dages lange frihedsberøvelse.
Sagen er nu anket til landsretten.
Ramt af PTSD: Ingen sammenhæng med fængsling
I dombogen fremgår det, at Danne blandt andet søgte en større erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Den har retten pure afvist med begrundelsen om, at det ikke er bevist, at der er en sammenhæng mellem varetægtsfængslingen og Dannes psykiske udfordringer - som ifølge ham er opstået i forbindelse med den voldsomme varetægtsfængsling.
En psykoterapeut har ellers vidnet i sagen, hvor han har forklaret, at influenceren udviste PTSD-lignende reaktioner som følge af fængslingen.
Men ifølge retten, så foreligger der ikke tilstrækkelig lægelig dokumentation for, at de psykiske reaktioner har en sammenhæng med selve fængslingen.