
Er det slut? TV 2 kryptisk om mere "Bachelor" efter sæson tre

LÆS OGSÅ: "Bachelor"-Christian enig i kritik: - Det skal ikke være nogen hemmelighed
I sommer var "Bachelorette" knap nok slut, før Petra Nagel annoncerede, at en ny var på vej.
Men den melding mangler i sidste afsnit af den netop overståede sæson af "Bachelor".
"Efter den sidste rose", hedder afsnittet, hvor man blot ser deltagerne rejse sig og forlade settet, efter værten har afsluttet programmet.
- Tusind tak, fordi I kiggede med. Nu har vi ikke mere, siger hun nærmest symbolsk.
Men kommer der virkelig ikke mere "Bachelor" efter denne tredje sæson?
Det har SE og HØR forgæves forsøgt at få et konkret svar på. I stedet er meldingen vævende.
Ifølge TV 2 er det nemlig endnu for tidligt at sige.
Det var dog ikke for tidligt at sige på samme tidspunkt, sidste gang en lignende sæson sluttede.
Meldingen efter den sidste rose i seneste sæson af "Bachelorette", der også blev afsluttet med en sandhedsfrokost, står nemlig i skærende kontrast.
- Det var alt, hvad vi havde - for nu. Tusind tak, fordi I så med, lød det, før Petra Nagel slog fast, at castingen var i fuld gang.
- Men der er altså meget mere "Bachelorette" på vej, så hvis du går derude og drømmer om at finde kærligheden, så kan du melde dig til allerede nu.

Vi ved ikke, hvad den manglende udmelding fra TV 2 om mere "Bachelor" skyldes.
Dog viser seertallene, at den har cirka 100.000 færre seere, end "Bachelorette".
Seneste offentliggjorte tal fra Nielsens seermåling er for episode 16 af "Bachelor", der kunne ses (fra) torsdag i uge 47. Det lyder på i alt 329.000 seere, hvoraf 325.000 har set programmet on demand og altså streamet det på for eksempel TV 2 Play.
Til sammenligning havde “Bachelorette” i sommer i gennemsnit 429.000 seere på et afsnit, hvor af 427.000 så med on demand. Det viser tal fra Nielsen seermåling 2025 ifølge Producentforeningen.
Sæson fire af "Bachelorette" er i kassen, men en premieredato er endnu ikke meldt ud. Sæson tre havde premiere i maj 2025.
Petra Nagel kan bedst lide "Bachelorette"
Petra Nagel meldte i sommer ud, at hun bedre kan lide at lave "Bachelorette" end "Bachelor".
- Der er sket noget efter MeToo. Mændene passer mere på, og jeg synes faktisk, de passer for meget på. Og det er lidt synd for alle, sagde hun til SE og HØR.
- Kvinderne vil gerne mændene. De er sådan: "Rør os lidt på lårene, giv os måske et kys, kast jer ud i det". Og der kunne man godt mærke, at mændene har lidt sværere ved at kaste sig ud i det og være mere sådan, "okay, nu gør jeg det bare".
