Reality6. december 2023

Ekspert vurderer: Sagen kan åbne nye døre for Elvira Pitzner

En retssag er ofte noget møg, men spiller Elvira Pitzner sine kort rigtigt, kan det på sigt bane en helt ny vej for hende
Kan sagen gøre Elvira Pitzner til et nyt feministisk fyrtåarn? 
Kan sagen gøre Elvira Pitzner til et nyt feministisk fyrtåarn?
 Foto: Mikael Rieck

Det ser aldrig godt ud, når ens navn optræder på retslisterne.

I 2018 droppede Folkekirkens Nødhjælp samarbejdet med Medina efter hendes coke-dom, mens Per Thøstesens burger blev pillet af McDonald’s menukort, da han tidligere i år modtog en voldsdom.

Det har med andre ord alvorlige konsekvenser, når de kendte kommer på kant med loven.

Lige nu sidder Elvira Pitzner på anklagebænken i Dubai, fordi hendes ekskæreste Milad Saadati har meldt hende til politiet for utroskab – noget, der er ulovligt i ørkenstaten.

Sagen har endnu ikke haft konsekvenser for Elvira. Forleden udtalte TV 2, at sagen på daværende tidspunkt ikke ville få betydning for forholdet mellem tv-stationen og diamantfamilien.

Elvira har en yderst aktiv Instagram-profil, hvor hun viser sit ekstravagante liv og i ny og næ har betalte samarbejder med virksomheder.

Men kommer den verserende retssag til at have konsekvenser for Pitzner fremadrettet?

Managing partner i kommunikations- og influencerbureauet Essencius Christina Schärfe Lambach vurderer, at forskellige brands, som havde drømt om at iklæde Elvira Pitzner deres produkter, lige overvejer en ekstra gang, hvorvidt det i øjeblikket er en god idé at blive associeret med diamantdatteren.

- Lige nu forbindes Elvira Pitzner nok mere med kvinders retsstilling i Mellemøsten og kulturforskelle, end nogle livsstils-brands synes om, udtaler hun til SE og HØR og fortsætter:

- Men Elviras unge følgerskare er en meget bevidst generation, der også elsker brands, som tager stilling. Lige nu kan, må eller vil Elvira ikke poste. Dét lægger en naturlig begrænsning på et samarbejde.

Spiller Pitzner sine kort rigtigt, kan hun sparke døren op til en helt ny verden.

- Men på sigt kan Elvira gå hen og få en rolle relateret til en værdikamp, som få af os havde tænkt hende ind i for en måned siden, lyder det fra kommunikationseksperten.

Medierne giver kunstigt åndedræt

Elviras profil har ligget stille de sidste mange dage.

Og det hører altså sjældenhederne til, at der går hele og halve dage, uden hun deler noget. Det mister hun dog næppe følgere på, hvis man spørger Christina Schärfe Lambach.

- Så længe der er skriverier om hende alle mulige andre steder, så bevares interessen jo.

Sagen får ikke følgerne til at flygte fra Elviras profil. Snarere tværtimod.

- Hvis vi kigger på dedikationen på hendes følgerskare, er jeg ganske overbevist om, at den her sag er noget, der får dem til at ville se mere. Det er spændende og interessant, og de følger med, når de kan.

- De synes det er synd for hende, og på den måde får de en masse sympati for hende. Så hvis man kigger på statistikken, vil hendes følgerskare nok være stigende, selv om hun ikke poster i øjeblikket, fortæller Christina Schärfe Lambach og understreger, at Essencius ikke repræsenterer Elvira Pitzner og udelukkende har eksternt indblik i hendes SoMe-data.

Sponsoreret indhold