Reality27. maj 2021

Daniel "Lone Wolf" fyret: Bortvist for brud på coronaregler

- Jeg råber op, fordi ret skal være ret, siger den tidligere paradiso Daniel "Lone Wolf" Rosendal
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/abc07878.jpg
 Foto: Nent Group/Janus Nielsen

Den tidligere paradiso Daniel Rosendal fortsætter sin færd som "lone wolf", efter han er blevet bortvist fra jobbet i Fitness World.

Det fortæller han til SE og HØR.

Daniel "Lone Wolf" Rosendal modtog tirsdag en fyreseddel sammen med en anden kollega. I opsigelsen står der, at han er blevet bortvist, fordi medlemmer har klaget over, at han ikke har overholdt arbejdsvilkårene.

- Der skal nok være nogen, der har klaget, men jeg tror ikke, det er den rigtige grund til, at jeg er blevet fyret, fortæller Daniel til SE og HØR.

Derfor har han filmet opsigelsen og sig selv, der blandt andet raser over samfundet. Alt sammen, fordi han mener, han er blevet uretfærdigt behandlet. Godt nok indrømmer han at have haft mundbindet siddende nede på hagen i nogle situationer, men han mener, at grundlaget for fyringen er et helt andet.

Ifølge Daniel var der nemlig andre fyringer i farvandet i virksomheden, og han og en kollega, der var de eneste fastansatte, blev derfor begge fyret for "brud på arbejdsvilkår", så man kunne komme af med dem.

- Det bliver meldt ud fra hovedkontoret, at der kommer en fyringsrunde, der ikke berører os, men sjovt nok bliver jeg og min kollega, de to eneste, der er fuldtid, fyret. Uden nogen form for advarsel.

- Jeg råber op, fordi ret skal være ret. Sig nu bare tingene, som de er. Og så med alt det, jeg har gjort for dem. Det er respektløst, siger Daniel Rosendal.

Den tidligere paradiso er ikke medlem af hverken a-kasse eller fagforening, da han efter eget udsagn er vant til at klare sig selv. Men han vil heller ikke gøre mere ud af sagen nu, forklarer han.

- Jeg er allerede videre. Nu vil jeg bokse 24 timer i døgnet og træne, og så skal jeg eddermame nok lave et gearskifte, så jeg kommer endnu længere, fortæller Daniel, der har deltaget i "Stjerneboksning".

- Det her er bare en lille udfordring i forhold til de andre ting, jeg har været igennem. Og nogle gange sker ting af en årsag. Det her måtte ske, for at jeg kan komme videre.

Hvad "Lone Wolf" næste skridt er, er dog en hemmelighed, men han vil ikke søge job i samme branche.

- Jeg har lagt en lille plan her og der. Jeg bliver min egen chef og egen herre, fortæller Daniel Rosendal og lover, at han ikke bruger sin ledighed på at sove længe.

SE og HØR har kontaktet Fitness World for at få en kommentar.

Sponsoreret indhold