Nyheder17. februar 2017

X Factor er skudt i gang: Her er præmien, de kæmper om

Vinderen af årets "X Factor" får lov at mænge sig med stjernerne og lave fire numre med hitproducer.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/x_facto2r.jpg
 (Foto: Agnete Schlichtkrull/DR1)

Årets "X Factor"-liveshows bliver fredag skudt i gang i DR Byen, og her skal ni deltagere synge for overlevelse i den 10. udgave af det populære talentshow.

Men når vinderen i sidste ende kan løfte "X Factor"-trofæet, er det mere end bare æren af at være en dygtig sanger, som vedkommende kan bryste sig af at have vundet.

Den helt store præmie, som årets deltagere kæmper om, er æren af at få lov at indspille fire numre med den amerikanske stjerneproducer Dallas Austin, som står bag hitbaskere fra en række helt store stjerner. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Ud over at have samarbejdet med legender som Madonna, Michael Jackson og Janet Jackson står produceren også bag kæmpehits som "Just Like A Pill" af Pink og Anastacias "Left Outside Alone".

Men et samarbejde med Dallas Austin udgør ikke hele årets præmie. Vinderen af 10. udgave af "X Factor" vinder også et sangtræningsforløb hos den danske vokalcoach Helene Hørlyck.

Hun har blandt andet stor erfaring fra det britiske "X Factor", og har efterfølgende rejst verden rundt med boybandet One Direction.

Hvem der får glæden af at arbejde sammen med Dallas Austin og Helene Hørlyck bliver afgjort i årets store "X Factor"-finaleshow, som afholdes i DR Byen den 31. marts.

/ritzau/FOKUS

Sponsoreret indhold