Nyheder23. oktober 2015

Karen Mukupa og Michael Olesen: - Vi er modsætninger

På mange måder er Karen Mukupa og Michael Olesen forskellige
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mukupa_og_olesen-tsl-021_2.jpg
 Thomas Laursen

Han er disciplineret, hun er mere til pjat og fjol, men alligevel har Michael Olesen, 33, og Karen Mukupa, 42, fundet dansekemien, når de hver fredag giver den gas på dansegulvet i ”Vild med dans”.

– Vi er modsætninger på mange punkter. Michael er f.eks. kræsen, mens jeg gerne spiser orme og flyvende myrer, fortæller Karen om et af de punkter, hvor der er tydelig forskel på de to.

– Men bortset fra forskellighederne klikker vi sgu godt. Vi har meget samme humor, siger Michael Olesen samstemmende.

– Michaels humor er dog lidt plattere end min, skynder Karen sig at fortælle, inden de begge bryder ud i et stort grin.

Michaels første yogatime

Når Karen Mukupa skal slappe af, så gør hun det gerne til en yogatime.

En disciplin, som Michael aldrig rigtigt har prøvet.

– Det giver enormt meget velvære for mig at gå til yoga, siger Karen, inden hun hiver dansepartneren med til hans allerførste yogatime.

– Michael er meget nysgerrig og åben. Så det, at han vildt gerne vil med til yoga, er ret fedt. Han har faktisk flere gange spurgt, hvornår der var yoga, fortæller hun.

– Man tror jo, at sådan nogle dansere som os er pissesmidige, men det er jeg ikke. Jeg er langtfra smidig, så jeg gruer rimelig meget for det, siger Michael, lige inden timen starter.

Vil holde kontakten

Det er ingen hemmelighed, at deltagerne, når dansen på et tidspunkt er slut, har knyttet nogle tætte bånd.

– For mit vedkommende tror jeg, at vi godt kunne holde kontakten efter ”Vild med dans”, fortæller Michael.

Og parret har allerede været faretruende tæt på at afslutte danseeventyret.

– Jeg nåede også at tænke i vores omdans, hvordan det ville være bagefter. Joan, Michaels kæreste, er jo også blevet en sød veninde, supplerer Karen, der sagtens kan se, at hun og manden Nikolaj Kirk kunne mødes til parmiddage med Michael og hans kæreste Joan Divine.

Sponsoreret indhold