Nyheder25. januar 2018

Var ubådsdramaet planlagt?: Den afgørende detalje

Peter Madsen kan risikere en særligt hård straf, når retten i april afsiger dom i den opsigtsvækkende drabssag.
https://imgix.seoghoer.dk/peter-madsen_1.jpg
 (Foto: Deadlinepress.dk)

Dramaet er flyttet fra ubåden Nautilus ind i Københavns Byret, når raketmageren Peter Madsen til marts skal forklare, hvad der skete den augustnat, da den svenske journalist Kim Wall mistede livet.

Nok har opfinderen forklaret, at den 30-årige kvinde døde ved en ulykke – men politiet har en noget anden formodning, som de nu er klar til at fremlægge for offentligheden i retssagen.

De mener at kunne bevise, at ubådsejeren stak Wall 14 gange i underlivet, før han tog livet af hende – enten ved at kvæle hende eller ved at skære hendes hals over, inden han parterede liget i seks dele.

Det bestialske drab skulle endda være planlagt af Peter Madsen selv, før han og Kim Wall sejlede ud i Københavns Havn i raketentusiastens ubåd.

Peter Madsen risikerer hård straf

Og netop planlægningen af Kim Walls død kan komme til at koste 47-årige Raket-Madsen dyrt, hvis retten finder ham skyldig i de uhyrligheder, som han er tiltalt for.

Anklageren ønsker nemlig at sætte ham bag tremmer for livstid – en straf, der vil være usædvanlig hård for et enkelt drab begået af en mand, der ikke tidligere har været kendt for at begå kriminalitet.

Der skal altså være skærpede omstændigheder for at dømme så hårdt, og viser det sig, at drabet var planlagt i detaljer på forhånd, kan det besegle ubådskaptajnens skæbne.

Hvis altså anklagerens påstande bliver bevist i retten.

Det har tidligere været fremme, at et vidne har set Peter Madsen med en sav i hånden på vej mod ubåden, kort før han mødtes med Kim Wall.

En lignende sav blev senere fundet sammen med en af svenskerens kropsdele på bunden af Køge Bugt.

Der er ifølge specialanklager Jakob Buch-Jepsen gode grunde til at holde Madsen indespærret så længe som muligt, enten på livstid eller i forvaring.

Peter Madsen har en farlig personlighed

– Peter Madsens personlighed gør, at det er påkrævet, at han, såfremt han kendes skyldig, idømmes forvaring. Det er, fordi der er en væsentlig og nærliggende fare for, at han kan udgøre en fare for andres liv og helbred, lød det fra specialanklageren, da han forklarede Retslægerådets anbefaling efter raketbyggerens mentalundersøgelse.

Om anklagerne kan bevises, bliver afsløret i Københavns Byret, når sagen begynder den 8. marts, og frem til dommen bliver afsagt – sandsynligvis den 25. april.

Peter Madsen selv afviser, at han er skyld i Kim Walls død, men erkender, at han parterede hendes døde krop og kastede ligdelene i vandet.

Sponsoreret indhold