Nyheder27. september 2018

Snyd i 'Til middag hos': Uffe Holm tog røven på hele banden

Uffe Holm snød så vandet drev i 'Til middag hos'
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/uffe-holm-27092018.jpg
 Foto: TV3

For første gang nogensinde i 'Til middag hos' kom vinderen i denne uge til sejren med snyd.

Det skete, da Uffe Holm i aften blev kåret som samlet vinder i denne uge med 22 ud af 30 mulige point. Nummer to blev dj'en Nicoline Toft med 19 point, mens skuespilleren og operasangeren Joachim Knop blev treer med 18 point. Rosinen i pølseenden blev bloggeren Fie Laursen, der nåede op på 15 point.

Hver aften kan deltagerne i middagsselskabet uddele fra 1-10 point for værtsskab, mad og underholdning.

Og Uffe Holms taktik var åbenbart klar fra begyndelsen.

Han VILLE vinde de 10.000 kroner, som vinderen kan give videre til velgørende formål.

Uffe havde valgt organisationen KidsAid som modtager, hvis han skulle gå hen og vinde.

Han var vært som den første i mandags og høstede 22 flotte point for sin stenalderkost og sit gode værtsskab.

Men selv om de andre deltagere havde været rundhånede med pointene til Uffe, var han langt fra til sinds at gengælde venligheden.

Han gav konsekvent de andre et point for på den måde at være sikker på sejren.

- Jeg skal jo vinde de penge til de børn, siger Uffe Holm om taktikken, som ikke er set før i den danske udgave af 'Til middag hos'.

Da han har vundet, fortæller han de andre om sin taktik.

- Undskyld til at starte med. Da vi starter ud hos mig, får jeg jo en masse point, som jeg er meget taknemmelig for. Så hvis jeg nu bare giver et point hver gang, så kan jeg jo ikke tabe, og jeg vil jo gerne vinde 10.000, jeg kan give til KidsAid, siger Uffe Holm, mens Fie er ved at gå ud af sit gode skind.

- Uffes trick er et klassisk Uffe Holm-trick, konstaterer Nicoline Toft nøgternt efter nederlaget.

Du kan se klippet, hvor Uffe afslører sit snyderi herunder:

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet af Viafree

Sponsoreret indhold