Nyheder1. september 2016

TV 2 håber på mere ”Norskov”

Der var ikke super seertal til dramaserien ”Norskov”, men efter udmeldingen om, at der ikke kom en sæson 2 har mange seere alligevel håbet på mere. Det kan måske ske nu.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-66402.jpg
 Foto: Mikael Rieck

Hvis du er en af dem, der gerne ville se mere til TV-serien ”Norskov” på TV 2, så kan det være, at du alligevel godt kan begynde at glæde dig, selv om TV 2 egentlig havde meldt ud, at det ikke blev til mere.

Nu skriver Jyllands Posten nemlig, at TV 2 er i gang med at udvikle sæson 2 af dramaserien, som havde et gennemsnit på 634.000 seere.

Det er TV 2 og SF film, der er ved at udvikle en ny sæson, som dog ifølge avisen ikke får så mange episoder som 1. sæson - det skulle blive til seks i stedet for ti episoder.

- Vi har hele tiden syntes, at ”Norskov” var en fantastisk serie og er derfor både begejstrede og taknemmelige for den store indsats, som Gry og SF har gjort for at få serien tilbage på skærmen, fortæller TV 2's fiktionschef Katrine Vogelsang ifølge jp.dk.

Der er søgt om udviklingsmidler fra Public Service Pulje, så hvis de kommer i hus, kan der laves en ny sæson.

Så mon ikke medlemmerne af Bevar Norskov-gruppen på Facebook er glade for den nyhed.

Sponsoreret indhold