Nyheder13. september 2018

Tine Gøtzsche om farvel: Jeg kneb en tåre

DR-værten Tine Gøtzsche har haft sin sidste vagt på "TV Avisen", så nu er der overskud til andre ting i tilværelsen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/tine_goetzsche_3.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

Fra travlhed i TV-studiet til afslapning i Søndermarken med hunden Seamus.

Danmarks Radios Tine Gøtzsche har lavet sin sidste ”TV Avisen”, og nu venter en ny epoke i hendes liv.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/tine_goetzsche_0.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

Nu venter nye udfordringer. Men Tine ved endnu ikke, hvad hun skal lave i fremtiden. (Foto: Peter Grosen)

Men det var ikke nemt at tage afsked med kollegerne og seerne, da Tine forleden var vært for sidste gang.

– Indtil vejrudsigten var det ligesom alle de andre.

– Altså, man kan jo sige, at det rager jo sådan set ikke seerne. De skal jo have deres nyheder, om jeg stopper eller ej.

– Men det var specielt at sige farvel en sidste gang, og jeg var lidt spændt på, om jeg kunne holde igen, fordi jeg er meget rørstrømsk. Jeg er sådan en, der tuder ved enhver given lejlighed. Men det lykkedes.

– Lige indtil rulleteksten kom. Så kom tårerne, siger 51-årige Gøtzsche.

– Det er jo vemodigt. Jeg har lavet det samme i over otte år og været i huset i over 20 år, forklarer hun.

– Og det har været nogle skelsættende år. Som vært har hun skullet fortælle danskerne, når bomberne sprang i Paris, når migranter vandrede mod Europa, og når klimaforandringerne viste sig.

Hun har taget seerne i hånden gennem to folketingsvalg.

Men nu er det slut.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/tine_goetzsche_5.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

Tine Gøtzsche elsker at gå lange ture med hunden Seamus, som er tre år gammel. (Foto: Peter Grosen)

Mor til teenager

– Min beslutning har været undervejs længe, og den bunder i, at jeg synes, at det program, jeg laver, er så fint, som det er.

– 18.30’eren er en succes. Jeg kan ikke gøre så meget ved den.

– Jeg synes ikke, at der skete så meget nyt for mig, siger hun og forklarer nærmere:

– Jeg kunne mærke en begyndende rutine. Man skal ville give sin højre arm for den bedste historie.

– Hver dag. Hvis jeg skal lave et skift i mit liv – jeg er 51 år – så skal det være nu, siger hun. Hendes søn Jakob, som hun i sin tid adopterede fra Etiopien, er nu blevet 15 år gammel.

– Det har også noget med det at gøre. Jeg har været alene med ham, siden han kom.

– Vi er jo en lille husholdning. Jeg har stået på Amalienborg nytårsaften de sidste mange, mange år.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/tine_goetzsche_6.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

I otte år har Gøtzsche lavet 18.30-udgaven af ”TV Avisen”. Men nu er det slut, og så bliver der endnu mere tid til sønnen Jakob, der i dag er teenager. (Foto: Kaspar Wenstrup)

– Tanken er, at han skal på efterskole næste år, og så er han kun hjemme i weekenden. Skal jeg så gå på arbejde, når han er hjemme?

– Det kan jeg slet ikke se for mig, fastslår Tine.

Lige nu nyder hun, at Jakob har nået en alder, hvor han i den grad er bevidst om politik og samtiden.

– Jeg synes jo, at det er fantastisk, at man efterhånden har nogle samtaler med sit barn, der handler om noget andet.

– Vi har haft lange samtaler om integrationspolitik og om verdens tilstand og miljø og klima, og vi har talt lidt om, hvor lange brusebade man skal tage.

– Når man kan se en bevidsthed snige sig ind – når de bliver klar over, at de er en del af en større verden, så begynder man at kunne tale om nogle flere ting, lyder det.

For fremtiden skal Tine være sin egen chef – men hun har endnu ikke defineret, hvad det indebærer.

– Jeg er meget åben, og nu må jeg se, hvad jeg gerne vil. Jeg er jo enormt privilegeret, fordi mange ved, hvem jeg er, og det gør helt sikkert noget.

– Jeg har ikke en konkret plan – men jeg glæder mig til at se, hvad der kommer til at ske, slutter Gøtzsche.

Sponsoreret indhold