Nyheder 3. februar 2018

Thomas Blachman: Overvejer at droppe TV

Benhårde Blachman pønser på at droppe skærmen helt og er gået i tænkeboks for at overveje sin fremtid.
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR1

Han er næsten definitionen af ”X Factor”, men når denne sæson er slut, og programmet rykker fra DR til konkurrenterne hos TV2, skal cheferne på reklamekanalen ikke regne med, at det bliver nemt at få Thomas Blachmans legendariske ego med.

– Jeg forstår for fanden ikke, hvorfor programmet skulle tages af DR. Det kan jeg sgu ikke forstå, siger 54-årige Blachman og fortsætter:

- Der er aldrig nogen, der har givet mig et svar: Hvorfor? Det kan jeg undre mig over. Jeg føler mig jo forpligtet til DR. Måske skal jeg bare stoppe med at lave TV? Jeg er i tænkeboks, lyder det fra den rapkæftede jazzmand om sin fremtid.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Thomas Laursen
Det er sådan, vi kender den rapkæftede jazzmusiker, når han fører sig frem i ”X Factor”, men det bliver muligvis sidste gang i 2018. Til næste år hedder talentshowets hjemmebane nemlig TV2. (Foto: Thomas Laursen)

Alle flår i mig

”X Factor” er kørt over skærmen hos DR hele 11 gange, og med undtagelse af 2010 har Thomas Blachman været det populære underholdningsshows helt store trækplaster hver gang.

Men hvis den nyskilte overdommer skal lokkes med til TV2 fra 2019, skal de virkelig diske op med fantastisk TV, lyder det fra Blachman.

– Det skal eddermame være godt, hvis jeg overhovedet skulle overveje det. Jeg ved ikke, om jeg skal med på TV2. Lige nu flår alle i mig, og det er jo altid rart. Hvad fanden er det i virkeligheden, de vil have af mig? Jeg skal finde ud af, hvad jeg har lyst til, siger den tidligere Grammy-vinder.

Sponsoreret indhold