Nyheder15. oktober 2021

Team Danmark stopper støtten til bueskytter

Bueskydning Danmark mister årlig støtte på 800.000 kroner fra Team Danmark på grund af svigtende resultater
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210723-160156-7-1920x1280we.jpg
 Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix

De bedste danske bueskytter må fremover klare sig uden økonomisk støtte fra Team Danmark.

Fra årsskiftet mister Bueskydning Danmark den årlige støtte på omkring 800.000 kroner. Beslutningen er truffet, da resultaterne over en længere periode ikke har været gode nok.

Det fortæller sportsdirektøren i Team Danmark, Lars Balle Christensen.

- Vi har over en årrække kunnet konstatere, at man ikke har levet op til de resultatmålsætninger, der er blevet aftalt.

- Bueskytterne skal levere top-8-resultater ved de store mesterskaber, men det har ikke været tilfældet, og derfor falder samarbejdet uden for de aftalte kriterier, siger Lars Balle Christensen.

Tidligere på ugen annoncerede verdensmesteren i recurve fra 2013, 29-årige Maja Jager, at hun indstiller sin karriere på topplan for hellige sig sit studie.

Maja Jager deltog i sommer ved OL i Tokyo og var den største danske profil inden for bueskydning.

- Det er klart, at Maja Jager har været omdrejningspunktet i den satsning, vi har lavet.

- Bueskydning Danmark har arbejdet med at finde de næste, der kan tage over, og vi håber på, at de fortsat vil prioritere talent- og elitearbejdet, så de igen kan få et samarbejde med Team Danmark, siger Lars Balle Christensen.

Bueskydning Danmark har efter meldingen fra Team Danmark afskediget landstræner Niels Dall med virkning fra marts. Derudover er sekretariatsleder Helle Jakobsen blevet opsagt.

Bestyrelsen vil om to uger fremlægge scenarierne for det fremtidige talent- og elitearbejde.

- Vi håber, at forbundet vil prioritere ressourcer i forhold til talent- og elitearbejdet, da det er forudsætningen for at dyrke bueskydning på højeste niveau.

- Hvis de ikke gør det, så bliver det svært, siger Lars Balle Christensen.

- Hvis de skal ind igen, så skal de levere top-8-resultater, og vi har fortalt dem, at de altid er velkommen til at få en dialog med os om, hvorvidt der er grundlag for et samarbejde, siger sportsdirektøren.

Samarbejdet mellem Bueskydning Danmark og Team Danmark ophører formelt 31. december.

Ud over en årlig støtte på 800.000 kroner har dansk bueskydning ifølge Lars Balle Christensen via Team Danmark-samarbejdet også modtaget fondsmidler, der vedrører et talentudviklingsprojekt.

Sponsoreret indhold