Nyheder 29. november 2015

Svensk "Broen"-stjerne raser: - I skal tage jer sammen, Danmark

Den svenske skuespiller Sofia Helin mener ikke, at Danmark gør nok for de flygtninge, der lige nu kommer til Europa
Foto: Baldur Bragason/SVT

Siden starten af september har det strømmet ind med flygtninge i både Danmark og Sverige, men det er forskelligt, hvordan de to lande tager sig af de mange syrere, der flygter fra deres hjemland.

Og den måde som Danmark behandler flygtningene på, er noget, der får "Broen"-stjernen op i det røde felt.

- Jeg er stolt over mit land. At vi sammen med Tyskland er dem som tager bedst mod flygtninge. Jeg har mødt flygtninge, jeg har kigget ind i en mands øjne, og forklaret, at jeg samler penge ind til dem, og hvor han siger: ”Jeg har ikke brug for penge, jeg har brug for, at I henter min familie, jeg kunne ikke tage min kone og børn med mig. Kan I hjælpe dem og tilbyde dem sikker rejse,” fortæller Sofia Helin, da SE og HØR møder hende på et hotel i Malmø.

 

- Og Danmark, I skal fandeme tage jer sammen. En gang havde I brug for at flygte fra jeres land, og det er ikke længe siden. Tag jer sammen!, fortsætter hun.

Den diskussion, der har været blandt danskerne om, at man skal hjælpe sine egne først, er heller ikke en diskussion, som Sofia Helin giver særligt meget for. 

- Jamen altså, hvor svært har I det derhjemme. De fleste der anstrenger sig lidt har tag over hovedet og mad. Altså sammenlign det med at være forfulgt eller at se sine døtre blive voldtaget. Man må jo sammenligne det, og i vores lande har vi det jo godt, siger hun.

Sofia Helin mener også, at vi skal se tilbage på den måde man hjalp flygtninge på under 2. verdenskrig.

- Sverige er jo på den måde mere åbne for flygtninge end Danmark, det burde blive arrangeret, så flygtningene kunne komme hertil sikkert. Vi kan jo ikke stå og kigge på, at det her sker. Da 2. verdenskrig stod på fandtes der jo mennesker, der arrangerede busrejser med flygtninge til Sverige for at redde dem. Det burde vi også gøre nu, mener den svenske stjerne.

- Hvordan skal vi se på os selv om 30 år, når vi bare lader det her ske.

Det sidste afsnit af "Broen" bliver vist på DR1 kl. 20.00 i aften. 

 

 

Sponsoreret indhold