Sonja Oppenhagens tragiske fortid

Hen over spisebordet i Katrine Larsens køkken forelskede unge Vicki Arnesen sig i den tyske digter Herbert Schmidt.

Den kommunistiske digter var uvenner med Hitler og havde set sig nødsaget til at forlade sit fædreland.

Sonja Oppenhagen selv blev født i efterkrigstiden og har derfor ikke selv oplevet 2. verdenskrig.

Men det har hendes forældre.

På tætteste hold.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sonjas mor var af en tysk familie fra Braunschweig ved Rhinen, mens faderen var af jødisk slægt.

– Jeg er født i 48, og min far ville have, jeg skulle hedde Judith (hebræisk pigenavn, som betyder jødinde, red.). Min mor sagde nej. Der havde lige været jødeforfølgelser under 2. verdenskrig. Hele min mors familie blev udslettet og var henvist til gaderne, hvor de åd kartoffelskræller og rotter, fortalte Sonja til Ekstra Bladet i 1989.

Trods de fatale risici hentede Sonjas mor forsyninger fra nabolandet, mens faderen hjalp jøder i sikkerhed.

– Min far hjalp jøder til Sverige, og min mor kørte gennem Tyskland med brød og pølse fra Danmark, mens bomberne sprang. Det har gjort et stærkt indtryk i mit barnesind. Min mormor har fortalt, hvordan huset styrtede sammen om dem, om fattigdom, sult og elendighed, fortæller hun i interviewet.

Far forsvandt

Sonja, der som bekendt ikke kom til at hedde Judith, voksede op på Frederiksberg med sin mor, far og lillebror.

Forældrenes ægteskab var dog turbulent på grund af faderens alkoholforbrug.

Hun søgte tryghed på Den Kongelige Balletskole, hvor hun havde stor succes, indtil hun som 14-årig fik brev om, at hun ikke længere kunne fortsætte på skolen.

Omtrent samtidig forsvandt hendes far ud af hendes liv. Han havde fundet en anden kvinde, som han senere fik en søn med.

Selv om Sonja i mange år havde været vred på sin far over den måde, han havde behandlet moderen på, og derfor ønskede sin mor tillykke, da han forlod dem, manglede hun en faderfigur.

Hun savnede ham, men den nye kone forbød faderen at se Sonja og hendes lillebror.

Kort efter tog karrieren fart, da hun i ”Den lille pige med svovlstikkerne” dansede sig ind i danskernes bevidsthed.

Derefter fulgte filmroller i ”Min søsters børn” og ”Næsbygaards arving”.

Faderen havde derfor alle muligheder for at følge hende og finde hende.

Og hver gang Sonja stod på scenen, håbede hun, at han sad i mørket.

Når Oppenhagen modtog en buket på teateret, håbede hun, den var fra ham – men det var den aldrig.

Trampede på hans grav

Godt ti år efter at skuespilleren så sin far for sidste gang, fandt hun hans adresse og sendte ham et julekort, hvorpå hun skrev sit telefonnummer.

Men mødet blev aldrig til noget, for faderen ville holde det hemmeligt for sin kone.

Artiklen fortsætter under billedet ...

– Så sagde jeg: ”Ved du hvad, så skal du bare glemme det. Hvis du stadig ikke kan stå ved, at du har en datter, så skal du bare glemme det”. Hvis han var så menneskeligt svag, så kunne vi ikke bygge noget, det ville kun blive sårende, som at åbne et skrin, der er forseglet. Det er en sorg og et tab, som jeg er blevet nødt til at leve med som menneske. Men selvfølgelig har jeg savnet at kunne lægge mig ind til min far og sige ”Hjælp mig”, når livet har været svært. En piges første store kærlighed er jo hendes far, har hun sagt i et interview med Berlingske.

Først et halvt år efter at han var død, fandt Sonja ud af det. ”Matador”-skuespilleren tog kontakt til sin halvlillebror Stefan, som viste hende, hvor faderen lå begravet.

Han havde ingen gravsten, for den nye kone ville ikke have, at Sonja og lillebroren kunne finde ud af, hvor han lå.

Ved gravstenen hviskede hun: ”Det kan du ikke være bekendt”.

– Jeg var villig til at sige pyt. Pyt med måden, han behandlede min mor på. Pyt med min barndom. Pyt med alle de år, vi ikke havde kontakt. Men han kunne ikke. Det var så tarveligt, at han ikke tog imod min hånd, da jeg rakte den frem, fortalte hun i interviewet.