Nyheder29. marts 2017

Sømændene: Får ny skipper

Sebastian Sztuk har fået job hos Facebook og rejser til USA. Derfor bliver Jeppe Vig Find ny forsanger på skuden
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/3398745500.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

I femten år har Sømændene skabt søgang på de danske festivaler og byfester med Sebastian Sztuk i spidsen, men nu er det tid til at skifte ud ved roret. Kaptajnen har nemlig fået nyt job og drager mod USA.

– Jeg skal over at arbejde for Facebook, fortæller 35-årige Sebastian, der er uddannet ingeniør.

Han har siden 2012 været partner i den danske virksomhed The Eye Tribe, som producerer såkaldt eye-tracking-udstyr og software til mobile enheder, men firmaet blev i december solgt til Facebook.

– Som en del af handlen skal jeg med og fortsætte med at udvikle på produktet, fortæller Sebastian, der nu overlader styringen af det populære band til Jeppe Vig Find.

– Det bliver lidt ad helvede til at undvære Sømændene, men jeg er glad for, at de fortsætter, og Jeppe er gået ind i det på en god måde, siger Sebastian.

Det er da heller ikke et endegyldigt farvel.

– Det er min egen ambition at komme tilbage og stå på scenen igen, men hvornår det sker, ved jeg ikke. Man kan aldrig vide, hvad der sker i éns liv, siger Sebastian.

Hans kone Sidsel og deres treårige søn Oskar tager med til Silicon Valley i Californien.

Sponsoreret indhold