Slut med ”Chips Battle”: Kims lægger omstridt kampagne i graven

LÆS OGSÅ: YouTuber droppet af Kims øjeblikkeligt
Det kostede negativ omtale i fjor, da chipsproducenten Kims lancerede en ny runde af reklamestuntet ”Chips Battle”.
Her får kendte lov til at lave og sælge deres egne chips, hvorefter en vinder kåres i konkurrencen.
For nok er det sjovt og personligt, men markedsføring af sunde produkter til børn under 13 år har i en årrække været fy-fy ifølge et kodeks, som branchen selv har banket på benene.
Det tager chipsfirmaet nu konsekvensen af, for DR skriver onsdag, at konceptet er fortid.
Til mediet bekræfter Kim Ege Møller, som er kommunikationschef hos Orkla, der ejer Kims, at man ikke fortsætter med ”Chips Battle”.
- Vi havde jo den sag med "Kims Chips Battle" sidste år, som medførte en kæmpestor debat - også hos os selv. Og vi lavede en del om på baggrund af det. Så vi har lært enormt meget, siger Kim Ege Møller.
I 2024 dystede influencere Jas & Mika, Morten Münster, Anders Hemmingsen og "Gutterne" om at lave den bedste snack.
Vil ændre loven
Debatten har også fået politikernes opmærksomhed.
På Christiansborg har det kastet et nyt forslag fra regeringen af sig, der vil forbyde reklamer for usund mad målrettet børn under 15 år.
Lovforslaget er en del af regeringens kommende kræftplan 5, der snart præsenteres og har særligt sigte mod influencere.
- Er man lidt på de sociale medier, så kan man se, at der er et problem. Ikke mindst blandt influencerne er der jo brugt tid og kræfter på at reklamere målrettet mod børn og unge, og det skal simpelthen stoppes, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) til DR.
Det er dog ikke slut med at bruge kendte til at reklamere eller skabe chips for Kims, der for tiden har et samarbejde med den tidligere ”X Factor”-dommer Martin Jensen.
Her forklarer Kim Ege Møller til DR, at samarbejdet har fokus på ”de unge og mod familierne og fællesskabet omkring festivaler og den slags”.