Regeringen vil med et nyt lovforslag gøre det forbudt at reklamere for usunde føde- og drikkevarer til børn under 15 år.
Det skriver DR.
Lovforslaget er en del af regeringens kommende kræftplan 5, der snart præsenteres og har særligt sigte mod influencere.
- Er man lidt på de sociale medier, så kan man se, at der er et problem. Ikke mindst blandt influencerne er der jo brugt tid og kræfter på at reklamere målrettet mod børn og unge, og det skal simpelthen stoppes, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) til DR.
Konkret ønsker regeringen at ændre markedsføringsloven for at gøre reklamerne forbudt.
En overtrædelse af loven vil skulle straffes med bøde, og det bliver Forbrugerombudsmanden, der skal holde øje og vurdere om eksempelvis en influencer laver ulovlig markedsføring til børn.
Regeringens tiltag kommer, efter at der i 2024 var sager, hvor fødevarevirksomheder hyrede influencere med unge målgrupper til at reklamere for deres produkter.
Eksempelvis reklamerede influenceren Alexander Husum for burgerkæden The Burger Concept, og det klagede Forbrugerrådet Tænk over.
Forbrugerrådet fik medhold i sin klage hos Forum for Fødevarereklamer. Derfor fik The Burger Concept kritik for at bryde med fødevareindustriens kodeks for reklame for usunde fødevarer til børn.
I reklamekampagnen mellem Alexander Husum og The Burger Concept havde Husum lavet sin egen burger med milkshake til og opfordrede sine følgere blandt andet på egne kanaler til at gå hen i butikken og bestille det.
The Burger Concept var uenig i, at kampagnen med influenceren var målrettet børn.
Forbrugerrådet Tænk har også tidligere fået medhold i en klage, hvor store influencere som Morten Münster og Jas og Mika lavede reklamer for chips i den såkaldte Kims Chips Battle.
Ifølge sundhedsminister Sophie Løhde (V), som DR også har talt med, "forestiller" regeringen sig, at der skal laves en særlig liste over usunde fødevarer.
Hun siger videre, at en influencers profil kan siges at at være målrettet børn, hvis den har "rigtig mange følgere blandt børn under 15 år".
Hos både Diabetesforeningen og Hjerteforeningen er der ros til regeringen for lovforslaget. Men begge foreninger ser gerne, at aldersgrænsen blev hævet til 18 år.
- I de sene teenageår er der også brug for at forhindre, at den massive markedsføring fører til et øget forbrug af usunde fødevarer.
- Så Danmark burde melde sig ind i den klub af lande, der beskytter alle børn og unge mod påvirkning, der fremmer det usunde valg, siger administrerende direktør i Diabetesforeningen Claus Richter til foreningens hjemmeside.
Foreningen henviser til, at blandt andet Norge har en lov, der forbyder markedsføring af usunde fødevarer til personer under 18 år.