Nyheder4. juli 2021

Semifinalen i England: Regler spænder ben for danske fans

Det kan godt gå hen og blive tyndt med fysisk dansk opbakning ved semifinalen på Wembley Stadium onsdag. Og det får den danske landsholdstræner til at komme med en bøn til Boris Johnson
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210703-201535-2-1392x1033we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Det ser sort ud for de fodboldfans, der havde regnet med at kunne heppe fra tilskuerrækkerne på det imponerende Wembley i London, når de danske drenge løber på banen og spiller EM-semifinale.

Og igen er det corona, der gør livet surt. Eller nærmere, de britiske indrejseregler.

Sådan som det ser ud nu, er det kun danskere bosiddende i Storbritannien, der kan få lov at møde fysisk op til kampen. Rejser man til eksempelvis London nu, skal man nemlig opholde sig ti dage i karantæne. Og det er altså som bekendt ikke muligt at nå at opfylde isolationskravet før kampen på onsdag.

Reglerne kommenterer landsholdstræner Kasper Hjulmand således:

- Vi må håbe, at Boris Johnson vågner op og giver adgang til en masse tusinde danske fans. Jeg håber, at der er en masse, der får lov, siger han ifølge BT, som også har talt med kommerciel direktør i DBU, Ronnie Hansen, der vil forsøge at finde danskere til tribunerne inden onsdag.

Kan blive dyrt

DBU har 5000 billetter til de danskere, der er bosiddende i England, og som de nu vil forsøge at lokke til Wembley.

- Derfor har vi har brug for, at alle danskere, der bor i Storbritannien, fører faklen videre for alle de fantastiske danske fans, der indtil videre har båret det her hold igennem slutrunden, siger han.

Hos Borgerservice advarer man de rejselystne danse fodboldfans mod at vende snuden mod den britiske grænse – og altså forsøge at omgå de strikse regler.

- Hvis man trodser de britiske regler, kan man få en bøde på 85.000 kroner, siger Frej Jackson, der er fungerende chef for Borgerservice til TV 2.

Sponsoreret indhold