Nyheder2. oktober 2018

Ronnie fra "Gift ved første blik": Jeg er mors dreng

31-årige Ronnie fra Ringsted har et helt særligt bånd til sin mor. Det var også hende, der sørgede for, at han meldte sig til det dristige DR-program "Gift ved første blik"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ronnie_fra_gift_ved_foerste_blik_2.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

Jeg kan godt lide, at folk tænker: ”Han bor da meget flot”, når de kommer ind i mit hjem.

Men alt det der smånipseri ... Det er kraftedeme min mor!

Nu er hun også kommet med en ny blomst i går ...

Ronnie Jørgensen fra DR’s ”Gift ved første blik” sukker og fortæller, at der højst går en uge, før han har fået taget livet af planten, fordi han glemmer at vande den.

Moderen kommer ofte på besøg i huset i Ringsted, som Ronnie købte i 2012, og de to har et meget tæt forhold.

– Jeg er mors dreng, siger Ronnie med et smil til SE og HØR.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/ronnie_fra_gift_ved_foerste_blik.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

31-årige Ronnie er med egne ord mors dreng. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Mistede far som 12-årig

”Gift ved første blik”-deltagerens forældre blev skilt, da Ronnie var seks år gammel.

Og som 12-årig mistede han sin far, som døde af en blodprop i hjernen i en alder af bare 38 år.

– Selvfølgelig var det tragisk og trist, og savnet vil altid være der. Men det var nok lige dér (aldersmæssigt, red.), hvor man ikke rigtig forstod, hvad der foregik, ud over at éns far var væk.

– På den anden side var man bare klar over, at ”det klarer mor”, fortæller Ronnie.

– Så min mor har faktisk været alene med mig og min søster, har haft fuldtidsarbejde og det hele, siger han og kalder sin mor for den største inspiration.

– Vi har aldrig manglet noget. Vi har både været i Sommerland og BonBon-Land, og som ufaglært lagerarbejder – som hun var, inden hun kom på kontor – er det jo ikke, fordi man får så mange penge.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/ronnie_joergensen_og_hund.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

Når Ronnie kommer hjem fra arbejde, venter fireårige Kenzo, som er en blanding af en rottweiler og en granddanois. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Bidt af beton

Som 18-årig begyndte Ronnie på tømreruddannelsen, men det var ikke lige sagen.

– Jeg kunne ikke save lige! Så jeg sagde til min mor, at jeg fandeme ikke skulle være tømrer, husker han.

I stedet kom dengang 19-årige Ronnie med sin farmors mand på arbejde inden for jord og beton.

– Jeg blev hjemsendt en vinter, fordi det var koldt. Det gad jeg ikke – jeg var fuldstændig bidt af det! jubler Ronnie, som derfor blev uddannet bygningsstruktør og i dag arbejder med alt lige fra kloak til beton, jordkørsel og isolering af gulve.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/ronnie_fra_gift_ved_foerste_blik_3.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

– Jeg kan godt lide at lave bål i haven og få et glas rødvin, mens hunden tumler rundt, siger Ronnie, som i de kolde måneder går i vinterhi, hvor han bl.a. bager pølsehorn, boller og kager. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Sjovest at være to

Inden han kom med i ”Gift ved første blik”, havde Ronnie været single i tre år.

– Det var faktisk min mor, der opfordrede mig til at melde mig efter et lidt mislykket kærlighedsliv. Jeg har den indstilling, at min partner skal have noget at tage sig til, og det har været svært at finde for mit vedkommende, fortæller han.

– Jeg har det jo sådan set fint nok, men det er altid bare sjovere at være to og have en at komme hjem til og dele hverdagen med.

– Det er ligesom det, der er målet med livet.

– Men jeg har det også sådan, at det ikke skal være for enhver pris.

Glædeligt overrasket over Cecilie

Da Ronnie så, hvem han skulle giftes med i programmet, blev han enormt glad.

– Det var sjovt at se Cecilie komme ud af rådhuset, og man faktisk kunne huske, at det var hende fra attraktionstesten, afslører han over for SE og HØR.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/ronnie_og_cecilie_i_gift_ved_foerste_blik.jpg
 (Foto: Showman Productions/DR)

Cecilie og Ronnie bliver gift i "Gift ved første blik". (Foto: Showman Productions/DR)

Inden parrene blev gift, havde deltagerne således fået vist et par billeder og et kort videoklip med personer, som potentielt kunne være deres kommende ægtefælle. Her var der også statister iblandt.

– Der var ti kvinder, som jeg ”ratede” rimelig højt ud af de 56 – og den eneste, jeg mindedes, var Cecilie. Så det var en glædelig overraskelse.

"Gift ved første blik" kan ses på DR1 hver onsdag kl. 20.00.

Sponsoreret indhold