Nyheder25. februar 2018

Publikum kan ikke få nok af Silas & co.

Silas Holst og resten af holdet bag 'The Book of Mormon' spiller i tre uger længere end beregnet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/silas-holst-25022018.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup)
- Det er mesterligt! - En fest!
- Hovedrollerne kunne ganske enkelt ikke være bedre besat! - Ikke et kedeligt sekund! - Silas Holst og Carsten Svendsen er et perfekt par – to topmusikalske vitaminindsprøjtninger! - Jeg garanterer, at man ikke finder et bedre show nogen steder i landet! - Røvfunky! - Genialt skruet sammen. Rasende morsomt og respektløst! Anmelderne er svømmet over med roser til musicalen 'The Book of Mormon', som du kan se oven for, og det er endda kun et beskedent udpluk af de mange rosende ord, medierne er svømmet over med om forestillingen på Det Ny Teater i København, hvor Silas Holst og Carsten Svendsen spiller hovedrollerne om de to Mormon-missionærer, der bliver sendt til Uganda for at udbrede deres trosretning. Komikeren Lasse Rimmer var inde at se forestillingen på Det Ny Teater i går, og når han sammenligner med de fire gange, han har set den i udlandet, er han også meget begejstret for den danske version skriver han i et tweet.
Også det øvrige publikum er enige med anmelderne og har løbet storm på billetkontoret. Og det i en sådan grad, at Det Ny Teater nu forlænger forestillingen med tre uger, så du kan komme ind at se 'The Book of Mormon' helt frem til 27. maj. Det oplyser Det Ny Teater i en pressemeddelelse.

Silas: - Det er grænseoverskridende

For fem år siden blev Silas Holst bjergtaget, da han på Broadway i New York så en amerikansk version af 'The Book of Mormon'. Da telefonen nogle år efter ringede, og en teaterdirektør i den anden ende spurgte ham, om han var interesseret i at komme til prøve på en dansk opsætning af den populære musical, var svaret derfor et rungende ja. Selv var han dog usikker på, om han havde, hvad der skulle til, men rollen var intet mindre end en drømmerolle, så Silas Holst tog til audition. - Til den første prøve sang jeg afskyeligt dårligt og kunne ikke nå de høje toner. Men så tiggede og bad jeg chefen om en chance til, som jeg gudskelov fik. Men anden gang sad den heller ikke i skabet. - Teaterdirektøren spurgte så, om jeg var interesseret i at få rollen med det for øje, at jeg investerede et år på at træne sang inden. Det ville jeg hellere end gerne, siger Silas Holst og tilføjer: - Så jeg stoppede med at ryge, gå i byen og drikke alkohol i et år. Det har været et småkedeligt år, men det er det hele værd. Nu er han aktuel i den ultrapopulære musical, men selv om 34-årige Silas Holst kan skrive op til flere musicalroller på cv'et, så har der ikke været meget rutine at trække på denne gang. - Det her er min første rolle, hvor jeg ikke rigtig danser, så for mig har det også været en personlig udvikling, hvor jeg har skullet finde modet frem. Hele mit sikkerhedsnet, med alt hvad der hedder dans og rytme, er revet væk under mig. - Jeg har ikke bare kunnet charme mig igennem de ting, som jeg syntes, var svære, og det har været vildt grænseoverskridende, forklarer Silas Holst, der dog kan glæde sig over, hvor godt den danske udgave af musicalen er blevet modtaget over hele linjen. På andre fronter har det været lidt turbulent for multikunstneren. I december meddelte han og hans mangeårige partner Johannes Nymark, at de skal skilles og han har også måttet lukke en af sine to burgerrestauranter i København på grund af for få kunder. På kærlighedfronten er der dog sket positive ting i det nye år. SE og HØR kunne i januar fortælle, at Silas dater Nicolai Schwartz, der deltog i sjette sæson af Paradise Hotel'.

Sponsoreret indhold