Pia Kjærsgaard: Se hvordan hun pynter op på Borgen

– De er så søde og nuttede. De er strikket hele vejen igennem, og bare tanken er så sød, smiler Pia Kjærsgaard om nisseparret, en dame har sendt til hende. Nu pryder de hvert år kontoret på Christiansborg.
(Foto: Kaspar Wenstrup)
69-årige Pia Kjærsgaard elsker lysene og roen – og så skal hun selvfølgelig have flæskesteg og risalamande juleaften.
Julestemningen har længe været undervejs hos formanden for Folketinget.
Pia Kjærsgaard elsker højtiden, men samtidig har den 69-årige politiker arbejdet som redaktør på 3. udgave af ”Jul på Borgen”, hvor et hav af politikere beskriver deres private oplevelser med julen. Blandt andet fortæller Mogens Lykketoft om New York, og statsminister Lars Løkke Rasmussen om en lidt kikset jul på Færøerne.
Pias egen jul er lige efter traditionerne. Og selvfølgelig har den juleglade formand også pynt på kontoret på Christiansborg.
I galleriet nederst i artiklen kan du se, hvordan Folketingets formand har pyntet op på Borgen.
– Jeg har selvfølgelig pyntet mere op derhjemme, men det pynt, der er her på kontoret, det bliver herinde på Borgen. Jeg har noget gammelt, men kan også sagtens finde på at købe nyt. Henrik og jeg har lige købt en kæde med 500 lys. Det var næsten som at være med i skjult kamera, da vi skulle sætte den op, ler Pia Kjærsgaard.
– Jeg elsker lysene til jul. De højner humøret i den kolde og mørke tid, mener Pia Kjærsgaard, som også er ret begejstret for de lys, andre sætter op i deres haver.
På Borgen må Pia dog undvære den ægte vare. Af hensyn til brandfaren er levende lys fornuftigt nok ikke tilladt.
Jul_på_borgen_pia_kjærsgaard

– Jeg gemmer mine ting. Det her neg er fra mit ældste barnebarns dåb, og hun er altså 21 år nu.

– Jul er vel nærmest symbolet på dansk hygge. Og så elsker jeg roen. I julen kan man rigtigt sunde sig, før man skal tilbage til hverdagen igen.

– Det er 3. oplag, men første gang, ”Jul på Borgen” kommer i handelen. Jeg har også en hjemløs med, som skriver sin egen historie, for hele overskuddet går til Hus Forbi. Jeg tænker, det er en oplagt mandel- eller værtindegave, forklarer Pia, som er redaktør på den hyggelige bog, hvor et hav af politikere fortæller deres private julehistorier.

– Du godeste, jeg er glad for julen. Vi griner altid lidt, når julepynten kommer op af kasserne. Derhjemme har jeg et hjerte, min datter selv har lavet. Det er meget kært, men også lidt ubehjælpsomt. Hun har klippet det ud af glanspapir og limet små firkanter på, så det ser flettet ud. Det er meget tydeligt. Det er stort, men hænger altid på juletræet, og så griner vi lidt, når vi danser forbi ...
Jul_på_borgen_pia_kjærsgaard