Nyheder11. februar 2017

Pia bevæbnede sig med brødkniv: Jeg var klar til at slå ihjel

Den tidligere Dansk Folkeparti-formand og nuværende formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard, fortæller i et stort interview om den dag, der forandrede hendes liv. 24. marts 1998 blev hun jagtet rundt på Nørrebro af en gruppe autonome, og hun søgte tilflugt i en bank, hvor hun bevæbnede sig med en kniv – klar til at slå ihjel
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/pia_kjaersgaard_wenstrup.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Hun kalder selv dagen for ”livsændrende” og et ”kæmpe chok”.

Hun fortæller, at hun dén dag mistede sin ”barnetro” – og så afslører hun også, at hun dén dag var klar til at slå ihjel.

Den tidligere Dansk Folkeparti-formand og nuværende formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard, fortæller i et stort interview i Berlingske om den dag, der forandrede hendes liv.

Den 24. marts 1998 følte politikeren sig pludselig truet på livet, da hun blev jagtet af en gruppe autonome på Nørrebro.

Uromagerne havde opsøgt Pia Kjærsgaard i den københavnske bydel, som hun den pågældende dag besøgte for at deltage i et interview med en journalist fra DR.

På vej ud til interviewet var Pia Kjærsgaard blevet opsøgt af de autonome, som havde flået døren op til hendes taxa og slået hende på armen.

Efter overfaldet søgte hun tilflugt på førstesalen hos Unibank på Nørrebro.

Og her gjorde hun klar til at forsvare sig – hun fandt en lang brødkniv i bankens køkken. Og i interviewet med Berlingske fortæller Pia Kjærsgaard i dag, at hun var klar på at slå ihjel, hvis det kom dertil. Så truet følte hun sig.

- Fuldstændig. Fuldstændig. Jeg var iskold, meget rolig og afklaret. Jeg har tit tænkt over, hvordan mennesker har det under tortur. Jeg tror simpelthen, de træder ud af sig selv. Og det tror jeg også, jeg gjorde den dag. Jeg var ikke mig. Jeg var klar over, at jeg skulle kæmpe for mit liv. Det var ikke sådan, at jeg havde lyst til at slå ihjel. Men jeg havde gjort det, siger hun i det store interview med Berlingske i dag.

Kort efter ankom en kampklædt betjent til banken, og han sørgede for at få eskorteret Pia Kjærsgaard ud og i sikkerhed.

Sponsoreret indhold