Nyheder29. oktober 2017

Nyforlovede Cecilie Hother: Har styr på brudepigen

Vejrværten Cecilie Hother blev noget overrasket, da en romantisk tur på havet udviklede sig til et frieri.
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/cecilie_hother_dm00022016_2.jpg
 Foto: All Over

Hvad hun troede var en almindelig tur på havet, blev hurtigt til en rigtig kærlighedstur.

Cecilie Hothers kæreste Thomas Honoré faldt nemlig på knæ og friede. Og det var noget af en overraskelse for den kommende brud.

– Det var jo bare en romantisk tur og en overraskelse, men jeg havde slet ikke forventet det i den kaliber. Jeg havde ikke set det komme, fortæller Cecilie Hother til SE og HØR om frieriet, der fandt sted den 14. oktober på fiskekutteren Oke.

En kutter, der har en helt speciel plads i Cecilies hjerte.

– Den båd er for mig lig nogle af mine lykkeligste barndomsminder, skrev hun på sin blog.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/cecilie-hother_0.jpg
 Foto: All Over
Cecilie Hother og Thomas Honoré har været sammen siden 2014. Sammen har parret datteren Ellinor på 15 måneder. (Foto: All Over)

Brudepigen er på plads

Hvordan brylluppet skal være, er stadig ikke besluttet.

– Nu er jeg jo et ret iderigt menneske. Der er mange løsninger, som har været oppe at vende, og det tror jeg, der bliver ved med at være endnu. Så det er alt fra meget småt og intimt – til stort abegilde. Intet er besluttet. Lige nu er jeg på den der lyserøde forlovelsessky, fortæller Cecilie, der heller ikke ved, om det skal være for eksempel et sommerbryllup.

– Vi har snakket alle sæsoner igennem, og vi har slet ikke besluttet noget. Jeg synes, at der er charme ved et hvilket som helst bryllup, og det er måske det, der er problemet, for jeg kan se muligheder i det hele, fortsætter hun.

To ting er den kønne vejrvært dog sikker på, når det gælder bryllupsplanlægningen.

– Vi kan nok godt slå fast, at Ellinor bliver brudepige, og jeg vil rigtig gerne have, at min far følger mig op ad gulvet, fastslår den smukke vejrvært.

Cecilie Hother og Thomas Honoré har været sammen siden 2014, og i juli sidste år kom datteren Ellinor til verden.

Sponsoreret indhold