Nyheder29. marts 2017

”Nybyggerne”-Todd opereret seks timer i hjertet

Todd fra ”Nybyggerne” har gennemgået en seks timer lang operation i hjertet. Den 32-årige newzealænder har i flere år kæmpet med atrieflimmer
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20170217_wen_-_anne_og_todd_15.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Normalt springer han rundt og gør sit hus endnu bedre og endnu smukkere.

Men det sidste stykke tid har Todd Edlin fra ”Nybyggerne” været noget mere træt og uoplagt.

Årsagen er, at han for nylig har været igennem en længerevarende operation i hjertet.

Det fortæller hans kæreste, Anne Bach, til BILLED-BLADET.

Todd har tidligere lidt af atrieflimmer, og da han og Anne var færdig med optagelserne til ”Nybyggerne”, begyndte de ubehagelige symptomer igen at vise sig.

Derfor besluttede lægerne, at han skulle under kniven og have foretaget en såkaldt ”brænding”, der kan få atrieflimmeren til at forsvinde.

Desværre forløb operationen ikke helt som ventet, og derfor endte Todd med at være under kniven i hele seks timer.

Det viste sig nemlig, at hans ene hjerteforkammer var for lille, og derfor måtte lægerne gå igennem det andet, hvilket komplicerede operationen.

- Da vi kom op på afdelingen, fik vi at vide, at de ikke var i nærheden af at være færdig. Jeg blev meget bekymret, fortæller Anne til BILLED-BLADET.

Heldigvis gik operationen godt, og selv om Todd stadig er mærket og træt, er han i bedring.

Operationen kommer to år efter, at familien var igennem et andet hospitalsforløb.

Parrets lille datter Lily var bare fem måneder gammel, da hun blev indlagt med den frygtede sygdom meningitis. Hun blev syg under en rejse til Australien og måtte hasteindlægges og behandles med store mængder antibiotika og smertestillende. Datteren kom sig heldigvis over sygdomsforløbet.

Sponsoreret indhold