Nyheder 9. oktober 2015

Nu vender Jes Dorph tilbage til skærmen

Den populære vært er tilbage på skærmen meget snart
Foto: All Over

Jes Dorph-Petersen vender tilbage til sit job på ”Go’ Aften Danmark”. På tirsdag sætter den populære vært sig igen i værtsstolen – seks uger efter, han gik i alkoholbehandling.

- Jeg glæder mig til at komme tilbage. Jeg har savnet det. Jeg er jo en cirkushest og synes, det er skideskægt at lave TV, og det har drevet mig i alle de år, siger Jes Dorph-Petersen til Ekstra Bladet.

Den rutinerede TV-mand ønsker ikke at kommentere det behandlingsforløb, han har været igennem for sit alkoholmisbrug.

I starten af september udsendte TV 2 en pressemeddelelse, der forklarede, at Dorph trak sig fra skærmen for at gå i alkoholbehandling.

 - Jeg har i perioder haft et for stort alkoholforbrug. Af hensyn til min familie, mit job og mig selv er det derfor nu nødvendigt, at jeg tager en pause og tager imod behandling for at blive helt rask, udtalte Jes Dorph i den forbindelse. 

Sponsoreret indhold