Nyheder2. januar 2019

Skrev gribende dilemma til ”Mads & Monopolet”: Nu kommer Tilde med en opfølgning

I 2017 skrev Tilde et gribende dilemma til ”Mads & Monopolet” om sin demente og døende far. Familien kunne ikke blive enige om, hvordan hans sidste rejse skulle være. Nu fortæller Tilde, hvordan det siden er gået i et gribende brev til radioprogrammet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/122629962.jpg
 Foto: Kirsten Ellebæk/DR1

I oktober 2017 modtog ”Mads & Monopolet” en mail fra en anonym lytter.

Lytterens far havde Alzheimers og var i et af de sidste stadier af sin sygdom. Lytteren fortalte, at hele familien havde stået sammen igennem hele faderens sygdomsforløb, men at de på ét punkt ikke kunne blive enige:

Moderen ønskede en helt privat begravelse, mens lytteren selv ønskede en åben begravelse, hvor alle faderens gamle venner og familie kunne komme og sige farvel.

Lytteren spurgte Monpolet til råds, og den dag i oktober foreslog monopolisterne Iben Maria Zeuthen, Peter Mygind og Lina Rafn lytteren, at familien kunne holde en privat mindehøjtidelighed efter farens begravelse, så hele familien fik deres ønsker opfyldt.

Nu har ”Mads & Monopolet” så fået en opfølgning fra lytteren, der hed Tilde.

I opfølgningen, som radioprogrammet har delt på Facebook, skriver Tilde:

- Monopolets bedste bud på mit dilemma var, at jeg kunne holde en privat mindehøjtidelighed, efter at min far var blevet begravet i stilhed. Men de lagde heller ikke skjul på, at det var rigtig svært at give et endeligt bud, som var rigtig godt.

- Men det var rart at blive bekræftet i, at det var ok, at jeg gerne ville hylde min far for den fantastiske person, han nu engang var. Derfor var min plan egentlig at arbejde videre med det.

Tilde fortæller videre, at hun og familien ikke nåede at tale meget om begravelsen. Faderens hårde sygdomsforløb fyldte simpelthen alt hos den hårdt prøvede familie.

- For det vi troede var et af de sidste og værste stadier i min fars Alzheimers viste sig at blive meget værre. Vi nåede så langt ud, at vi til sidst bare klamrede os til håbet om, at det snart måtte slutte. Vi måtte næsten selv opgive at besøge ham, og selv det fantastiske personale på plejehjemmet kom til kort. Da det så mest sort ud, og vi som familie var slået fuldstændig i knæ, fik min far en hjerneblødning efterfulgt at en lungebetændelse. Han sov ind med os alle ved sin side sidst i juli. 70 år gammel og næsten ni år siden, at de første tegn på demens viste sig, skriver Tilde videre i sin opfølgning, som radioprogrammet har delt på sin Facebook-side.

- Mit dilemma løste helt sig selv, som sådan nogle nogen gange gør. For da vi sad der med bedemanden, kiggede min mor på mig og spurgte, om jeg stadig ønskede en offentlig begravelse, hvor alle kunne deltage, for så var det ok med hende. Derfor blev min højtelskede far bisat med et kapel fyldt med folk, der alle havde krydset hans liv på et tidspunkt, og det blev et smukt farvel, skriver Tilde i sin opfølgning, hvor hun også har vedhæftet et rørende foto.

- Vedhæftet er et billede af min datter, der vinker farvel til sin morfar. En morfar hun desværre aldrig nåede at lære at kende. Men jeg ved, at han ville have været den bedste morfar, og det er nu min og familiens opgave at holde fast i de gode minder om min far, fra dengang inden han blev syg.

Sponsoreret indhold