Nyheder23. januar 2011

Michael Laudrup: Vil være klubejer

Den danske legende løfter sløret for fremtidsplanerne, der ikke inkluderer et job som landstræner herhjemme
Michael Laudrup vil gerne være sportsdirektør eller medejer af en klub
Michael Laudrup vil gerne være sportsdirektør eller medejer af en klub
 Foto: All Over

Michael Laudrup blev i sommer ansat som træner i den spanske klub Mallorca, hvor det indtil videre er gået over forventning for den danske fodboldstjerne.

Men nu afslører Laudrup, at han næppe fortsætter som træner mange år fremover, og at han har andre planer for fremtiden.

Læs også: Laudrup vader i succes

- Det kunne være sjovt og spændende at have et andet job i denne branche, måske som sportsdirektør eller medejer af en klub, siger den tidligere midtbanespiller til Politiken.

- Den økonomiske side har altid interesseret mig. Som træner er vi slaver af vores spilleres præstation, og det vil jeg ikke fortsætte med i mange år. For når det strammer an, er det altid os trænere, der forsvinder, forklarer Laudrup.

Læs også: Laudrups nabostrid i retten

Dermed er der ikke lagt op til, at den tidligere Barcelona- og Real Madrid-spiller skal stå i spidsen for det danske landshold, hvilket mange fodboldfans ellers håber på.

- Landstræner? Det er ikke noget, jeg tænker på, konstaterer Michael Laudrup, der sammen med sit Mallorca-mandskab søndag aften møder mægtige Real Madrid på udebane i den spanske liga.

Sponsoreret indhold