Nyheder13. november 2009

Michael Laudrup: Nabostrid i landsretten

Østre Landsret skal afgøre, om fodboldhelten måtte fælde tre træer
Får Michael Laudrup ikke medhold i landsretten, skal han genplante tre lindetræer op mod sin nabos grund
Får Michael Laudrup ikke medhold i landsretten, skal han genplante tre lindetræer op mod sin nabos grund
 Foto: All Over

Michael og Siw Laudrup var ikke selv til stede, da Østre Landsret tog fat på fodboldikonets nabostrid.

Tre fældede lindetræer er, hvad hele sagen drejer sig om.

- Dette er endnu en sag, der beviser, at sandheden overgår fantasien, som retsformanden ifølge Ekstra Bladet sagde, da sagen startede i går.

Laudrup-parret har stort set været i strid med naboen Kjeld Thomsen, siden de byggede deres første villa på Strandvejen i slutningen af 90'erne. Den solgte de i 2004 for 28 mio. kr., men udstykkede noget af grunden til sig selv og opførte der deres nuværende hjem.

Det var i forbindelse med bygningen af den nye villa, at Laudrup fik fældet tre lindetræer op mod Kjeld Thomsens grund. En gammel servitut fra 1927 fredede træerne.

Det gav byretten i Lyngby Thomsen ret i. Men Laudrup ankede straks dommen, og nu skal landsretten altså afgøre uvenskabet.

Taber Laudrup, skal han genplante tre træer. Det vil koste ham cirka 60.000 kr.

Østre Landsret afsiger dom den 10. december.

Sponsoreret indhold