Nyheder20. januar 2021

Live fra USA: Trumps sidste ord

Trump sagde farvel fra Joint Base Andrews i Maryland for kort tid siden.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/21020494612991-1920x1279we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Donald Trump har lige talt for sidste gang som præsident i USA.

Det skete på Joint Base Andrew i Maryland, efter han forlod Det Hvide Hus i Washington, D.C., tidligere på morgenen.

- Ha' et godt liv, sagde præsidenten til store klapsalver og "Trump, trump, trump"-tilråb fra publikum.

Hilsen til den nye REGERING

Ganske overraskende kom Donald også med en pæn hilsen til den kommende Biden-administration, der lige nu er ved at gøre sig klar til magtoverdagelsen, der sker kl. 18 dansk tid.

- Jeg tror, at den nye regering vil have stor succes. Vi efterlader landet i en god stand, sagde han.

Ikke et ord om svindel

Donald Trump nævnte slet ikke nævnte den påståede valgsvindel med et eneste ord. Trump har ellers siden valget i november hævdet, at der var svindel med stemmerne, og at Biden ikke var den sande vinder. Men det droppede han altså helt at gentage i de sidste ord i dag. Det var ret overraskende, og med lidt god vilje kan man hævde, at Trump virkede moderat og afdæmpet i denne sidste tale.

- Jeg vil bare sige: I er fantastiske. Det er et fantastisk land. Det er min største ære at have været jeres præsident. Jeg vil altid kæmpe for jer. Jeg vil holde øje. Fremtiden for dette land har aldrig været bedre, sagde Trump, mens folk råbte "USA, USA, USA".

Han kom også med en hilsen til Mike Pence. Det var også overraskende. Siden angrebet på Kongressen den 6. januar har forholdet mellem præsidenten og vicepræsidenten været iskoldt. Pence vil da også modsat Trump være til stede, når Biden bliver svoret ind i dag.

Mirakelvaccinen

Trump forsøgte tage æren for covid-19-vaccinerne.

- Det er et mirakel. Vi har lavet den på ni måneder. Det burde have taget længere. Der er to vacciner, og der kommer en til. I kommer til at se gode tal de næste måneder. Jeg kan bare sige. Vi har arbejdet hårdt, sagde Trump.

Der er over 400.000 amerikanere, der er døde med corona, og derfor er det svært at betegne hans håndtering af pandemien som succesfuld. Det er måske netop derfor, han forsøger at tage æren for vaccinen, som blev udviklet som en del af "Operation Warp Speed"-programmet.

- Vi sender kærlige tanker til alle dem, der har mistet deres kære under pandemien, sagde han.

Økonomien

Trump brugte også tid på at tale om økonomien. Inden pandemien ramte i marts 2020, var den amerikanske økonomi rekordgod, og arbejdsløshedstallene var lave. Det ændrede sig selvfølgelig, da covid-19, gjorde millioner og atter millioner af amerikanere arbejdsløse. Det amerikanske aktiemarked har det stadig godt, og det tog Donald æren for.

- Husk os, når I ser aktiemarkedet den kommende tid. Vi har det bedste land og den bedste økonomi i verden, sagde Trump i Maryland.

Sponsoreret indhold