Nyheder13. april 2016

Medie: Lars von Trier er flyttet sammen med elskerinden

I september sidste år kom det frem, at filminstruktøren Lars von Trier var blevet skilt fra sin kone gennem tyve år. På samme tid indrømmede den provokerende filminstruktør, at han havde været hende utro. Nu er det så kommet frem, at Lars von Trier er flyttet sammen med sin elskerinde
https://imgix.seoghoer.dk/media/9e5cc2df837947ada562d659eae811c6.jpg
 Foto: All Over

Det gik bestemt ikke ubemærket hen, da filminstruktøren Lars von Trier i september sidste år blev skilt fra sin kone Bente gennem 20 år.

Selv om den provokerende instruktør til at begynde med ”ikke havde yderligere kommentarer”, gik der ikke længe, før Lars von Trier udsendte pressemeddelelse nummer to, hvori han erkendte, at utroskab lå bag beslutningen.

Den populære, men provokerende instruktør havde igennem flere år haft et forhold til manuskriptforfatter Jenle Hallund – mens han altså havde været gift med Bente.

Og forholdet til elskerinden er åbenbart stadig hedt. I hvert fald kan HER&NU afsløre, at Jenle Hallund er rykket ind i von Triers syvværelses parcelhus, der ligger på Kulsviervej i Lyngby.

Hverken Lars von Trier eller Jenle Hallund har dog ønsket at kommentere deres nye boligsituation over for ugebladet.

At Lars von Trier og elskerinden ville rykke så tæt sammen, virkede ikke umiddelbar som en god idé tilbage i september. Her var Lars von Trier nemlig rasende på elskerinden, fordi hun i sin bog ”Mænd bærer min kiste” afslørede sit forhold til provo-instruktøren.

- På trods af at have afskrevet mig muligheden for at kommentere på min skilsmisse, har jeg valgt at bryde princippet i forbindelse med udgivelsen af bogen: "Mænd bærer min kiste", for om muligt at lette presset på min familie, skrev Lars von Trier, inden han afslørede, at han havde et forhold til bogens forfatter:

- I denne nøgleroman optræder en karakter benævnt geniet, hvis gøren og laden jeg til dels kan genkende som mig selv. Jeg står altså ved at ha haft et seksuelt forhold til bogens forfatter, hvilket jeg beklager over for min familie, da det selvfølgelig har gjort dem kede af det!

- Min kommentar er at bogen, for at føje spot til skade, med en modbydelig sadistisk fryd går efter at ydmyge min kone. Tarvelighederne fyger og jeg kan ikke tage afstand nok fra denne bog og dens forfatter, skrev filminstruktøren til slut i pressemeddelelsen, som altså blev udsendt i september sidste år.

Lars von Trier er kendt for sine mange anmelderroste film, der blandt andet har gjort ham til vinder af Guldpalmen i Cannes for filmen "Dancer in the Dark" i 2000.

Det er dog bestemt ikke kun på filmfronten, at Lars von Trier har gjort sig bemærket. Han skabte således stor debat i udlandet, da han i maj 2011 blev erklæret ”persona non grata” af filmfestivalledelsen i Cannes.

Herhjemme trak Lars von Trier også store overskrifter, da han i november 2014 fortalte, at stort set alle hans film var skrevet på en blanding af store mængder vodka og et euforiserende stof.

Sammen med sit misbrug har Lars von Trier også kæmpet med et sind, der har givet ham dybe depressioner.

I et interview med magasinet Elle i 2014 har Bente Trier blandt andet beskrevet, at den kendte instruktør havnede helt nede i kulkælderen i 2008:

- Der har jeg engang imellem tænkt "fuck, jamen hvad med mig og vores børn. Det kan være et helvede at leve med mennesker, der har det så svært rent psykisk", fortalte hun til magasinet.

I februar 2015 vandt Lars von Trier otte Robert-priser for sin directors cut udgave af filmen "Nymphomaniac". Her udtalte han sig for første gang siden 2011 i en offentlig forsamling.

Ud over at have modtaget et hav af danske og internationale filmpriser er Lars von Trier også kendt for - sammen med Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen - at have udviklet dogmebevægelsen, Dogme 95.

/ritzau/

Sponsoreret indhold