Kronprinsesse Mary: Sådan vil vi holde jul i år

(Foto: Dan Mariegaard)

Når juleklokkerne slår i det danske land i år, vil vores kronprinsesse og den kongelige familie sagtens kunne høre deres kimen. De skal nemlig holde jul sammen her i Danmark.

- Sidste år holdt vi jul i Australien, så jeg glæder mig til en rigtig dansk jul i år sammen med familien her i Danmark, siger kronprinsesse Mary til Ritzau Fokus umiddelbart efter, at årets julemærke blev offentliggjort på Københavns Rådhus mandag.

- Og forhåbentlig også en hvid jul i stedet for en strandjul. Hvid jul er meget stemningsfyldt og en anden type jul, end den jeg er vokset op med, siger hun.

Kronprinsesse Mary er vokset op i Tasmanien i Australien, hvor man også længes efter snefnug i juledagene.

- I Australien er vi meget præget af den engelske tradition, som jo også er med hvid jul. Så vi holder fast i de traditioner, selv om det er varmt, fortæller kronprinsessen.

Det er dog ikke en varm jul, der er gengivet på årets julemærke. Her er der gengivet en ægte, hvid jul i skovens dybe, stille ro.

Velgørenhedsmærket, hvis overskud går til de danske julemærkehjem, er skabt af kunstneren Per O. og inspireret af skovens dyr.

- Jeg synes, at julemærket er meget smukt og meget eventyrligt. Jeg kan godt lide, at det handler om juleånden, og at man samler sig i juletiden, siger kronprinsesse Mary og fortsætter:

- Derudover er det så dejligt, at det lille julemærke har så stor betydning for rigtig mange udsatte børn i Danmark.

Det var Einar Holbøll, der fik ideen til julemærket. Det første af slagsen udkom i 1904.

/ritzau/FOKUS

Billeder af kronprinsesse Mary

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close