Nyheder18. februar 2016

Kommentator: Så store er Midtjyllands chancer

Zak Egholm, kommentator på 6-eren, analyserer FC Midtjyllands chancer mod Manchester United
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/zak-egholm.jpg
 Foto: Discovery Networks

Klokken 19 i aften løber FC Midtjylland på banen til klubbens hidtil største kamp. Det engelske storhold Manchester United gæster Herning i det første af to Europa League-opgør. Den tidligere United-angriber Ole Gunnar Solskjær har vurderet Midtjyllands samlede chance for avancement til en eller to procent. Helt så dårlige er danskernes odds dog ikke, mener 6-erens kommentator.

- Midtjyllands chancer er højere end et par procent. Det er Solskjærs United-hjerte, der taler. Jeg giver Midtjylland 10 procents chance for at avancere over to kampe, men heller ikke mere end det. Manchester United har verdensmestre, Champions League-vindere; verdensklassespillere på holdet, siger Zak Egholm til SE og HØR. Han skal kommentere kampen sammen med Morten Bruun.

Egholm forudser, at englænderne kommer til at have bolden mest.

- Jeg tror, Manchester United kommer til at kontrollere kampen, men jeg tror ikke de kommer til at spadsere henover Midtjylland. De har haft problemer mod hold, der har forsvaret sig godt. Jeg håber og tror, Midtjylland kan gøre det hjemme foran egne fans. For dem handler det om at holde returkampen i live. Det gør man ved 0-0, 1-1, eller noget i den stil, siger han.

Hjemmekampen mod det engelske storhold er noget helt særligt, mener fodboldkommentatoren.

- Det er en kæmpe kamp. Særligt for FC Midtjylland. Verdens måske største fodboldhold er på besøg, også selvom United ikke er i den bedste udgave af sig selv. Det er en nærmest ubegribeligt stor klub. Det er en vidunderlig kamp at åbne 2016 med, siger Zak Egholm.

Manchester United har haft en dårlig sæson, uden udsigt til at kvalificere sig til Champions League via den hjemmelige Premier League. Og det er skidt for de midtjyske ulve. At ryge ud til Midtjylland vil være en katastrofe for United, mener han.

- Det vil være alvorligt for dem at ryge ud. Europa League kan være vejen ind i Champions League for Manchester United, det er det helt store sæsonmål. United vil derfor vinde den her turnering, og det er ærgerligt for Midtjylland. At ryge ud til ”Midget Land”, som de siger i England, vil derfor være meget alvorligt, siger Egholm.

”De røde djævles” manager Louis van Gaal har været udsat for voldsom kritik på grund af den dårlige sæson. Et samlet nederlag til FC Midtjylland er dog ikke nok til, at den udtryksløse hollænder bliver arbejdsløs, forklarer Zak Egholm.

- Det tror jeg ikke, men man ved aldrig. Det kan blive Midtjylland og en skidt skæbne mod dem, der skubber van Gaal det sidste stykke ud over afgrunden. Men der har været mange gange, hvor United ikke har trykket på fyringsknappen, så hvorfor skulle det være nu?

Returopgøret spilles på Old Trafford i Manchester om en uge.

Sponsoreret indhold