Efter kræftsygdommen: Karina Frimodt ovenpå igen

– Der er ingen grund til at have ondt af mig, selv om resten af familien holder ferie. Jeg elsker hver aften i musicalen og føler det slet ikke som arbejde, siger Karina Frimodt.

– Der er ingen grund til at have ondt af mig, selv om resten af familien holder ferie. Jeg elsker hver aften i musicalen og føler det slet ikke som arbejde, siger Karina Frimodt.

(Foto: Thomas Laursen, Dan Mariegaard)

Der er dømt ren afslapning. Mor og datter råhygger.

Karina Frimodt og hendes niårige datter Mathilde nyder, at det bare er de to alene hjemme i nogle dage.

Mathilde er lige vendt hjem fra ferie i Spanien, og hendes lillebror James er draget i sommerhus med sin far Kasper.

En ferieramt familie bortset fra 37-årige Karina, som har travlt i forestillingen ”Dirty Dancing” i Operaen.

At hun som den eneste i familien ikke har ferie, giver dog ikke anledning til sure miner fra hendes side. Tværtimod.


I januar fik Karina Frimodt konstateret forstadier til kræft. Hun valgte at få brystet fjernet, men efterfølgende gik der betændelse i såret, så hendes stilleperiode blev forlænget fra tre til fire måneder. (Foto: Thomas Laursen, Dan Mariegaard)


Fire år har Karina boet med familien i den fredelige og børnevenlige ende af Christianshavn. Snart bliver Karina dog alene tilbage i bydelen, når også Mathilde drager på ferie. Denne gang i campingvogn med mormor og morfar. (Fotos: Thomas Laursen, Dan Mariegaard)

– Jeg har jo været underdrejet så længe og kæmpet så hårdt for at nå hertil. Bare det at kunne arbejde gør mig helt glad i låget, siger Karina, som efter sit svære sygdomsforløb med forstadier til kræft fik fjernet brystet. Det var da også lige på målstregen, at hun blev helt klar til rollen som Penny i musicalen.

– Jeg kunne ikke løfte min arm helt i vejret. Men jeg er stædig og ville ikke have, at de skulle lave om på koreografien på grund af mig, og det lykkedes. Nu gør det bare ondt og strammer, men det bider jeg i mig, siger hun.

Det var dog ikke kun armen, som drillede op til premieren. De fire måneder, hvor hun skulle ligge helt stille på langs, havde sat deres præg på hendes fysik. 


Lille James har haft svært ved at forstå, at hans mor ikke kunne lege med ham. Nu er han på ferie med sin far Kasper Lentz. (Foto: Thomas Laursen, Dan Mariegaard)

– Det var noget helt andet end at komme i gang efter en barsel. Der går man jo rundt, leger med barnet og bakser med barnevognen. Men her havde jeg netop intet måttet foretage mig, så min kondi er først nu ved at være i orden igen. Jeg har været totalt smadret efter forestillingerne, men det er fedt, siger Karina.

Den lange stilleperiode derhjemme satte naturligt nok også sit præg på familien. 

– Det var svært for James at forstå, at mor ikke ville lege med ham og tage ham op, fortæller Mathilde alvorligt.


På billedet ses Karina sammen med sin mand Kasper Lentz. (Foto: Thomas Laursen, Dan Mariegaard)

Dygtig storesøster 
I stedet har hun været flink til at tumle med broderen, ligesom hans far Kasper Lentz har måttet klare alt derhjemme, godt hjulpet af resten af familien. 

– Alle har været så fantastiske, siger Karina.

Men selv om hun betegner aftenerne i Operaen som ren fest, så har sygdommen alligevel givet hende et andet perspektiv på meget. 

– Når jeg kigger ud over publikum, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der rent statistisk må sidde en del, som sygdomsmæssigt har gennemgået noget tilsvarende. Gør der det, så håber jeg, de ser på mig og tænker: ”Man kan godt komme videre”.

Selv har hun fra første færd fortalt åbent om sin sygdom og sine overvejelser dermed.


Niårige Mathilde har arvet sin mors søde tand, og der går ikke en dag, uden at parret lige skal have en is. Til gengæld har Mathilde ikke arvet sin mors danseglæde. – Det fanger hende ikke rigtigt. Anderledes tror jeg det er med James. Han kan ikke høre musik, uden at han rokker med i takt, siger Karina. (Foto: Thomas Laursen, Dan Mariegaard)


DET VIDSTE DU IKKE: Hun ligner indbegrebet af sund livsstil. Faktum er imidlertid, at Karina Frimodt hader frugt og grønt og derfor primært lever af pasta, kød og ris samt hvidt brød med Nutella. (Foto: Thomas Laursen, Dan Mariegaard)

– Mange, som får konstateret forstadier til kræft, kommer i lidt af et dilemma. For det er jo ikke blevet rigtig alvorligt endnu. Man vil jo nødigt overdramatisere og pylre. Ikke desto mindre bliver man fuldstændig lammet af diagnosen. Der har været tabu omkring det. Det vil jeg gerne være med til at ændre, siger Karina.

For hende er de triste tanker dog allerede skubbet langt væk. 

– Jeg fokuserer ikke på det mere. Man bliver glad af at danse. Jeg er så heldig, at min hobby også er mit arbejde, siger hun.

 

 

 

 

 
Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close