Nyheder 16. september 2015

Jes Dorph aflyser alt resten af året

Først kom det frem, at han skulle i alkoholbehandling, så kom nyheden, at han og konen var flyttet fra hinanden. Og nu forlyder det, at den populære TV-journalist Jes Dorph-Petersen aflyser alle sine arrangementer resten af året
All Over

I begyndelsen af denne måned kom det frem, at Jes Dorph-Petersen stopper på TV 2 for at komme i behandling for et alkoholmisbrug. Kort tid efter kom nyheden så, at han og konen er flyttet fra hinanden efter blot to års ægteskab.

Og nu skriver Ekstra Bladet, at den populære TV-vært har besluttet at aflyse alle sine arrangementer rester af året.

7. oktober skulle Jes Dorph-Petersen have holdt et af sine mange foredrag i Teatersalen i Musikhuset i Esbjerg. Men eventet er nu strøget fra kalenderen,  fortæller arrangøren af det pågældende foredragsarrangement, eventmanager på Jydske Vestkysten Mai-Britt Iversen, til Ekstra Bladet:

- Vi har haft kontakt med bookingbureauet, hvor vi har forespurgt, om han blev klar til foredraget. Den første melding var, at det blev han, men nu har vi fået en ny melding, der siger, at han slet ikke tager ud mere i 2015.

- Derfor har vi været nødsaget til at aflyse og give vores kunder besked på dette, fortæller Mai-Britt Iversen til Ekstra Bladet, som også har forsøgt at få fat på både Jes Dorph-Petersens bookingselskab og hovedpersonen selv – dog uden held.

Det var 2. september, at den populære TV 2-journalist udsendte en pressemeddelelse, hvori han bekendtgjorde, at han trak stikket fra jobbet som Go’ morgen Danmark.

- Jeg har i perioder haft et for stort alkoholforbrug. Af hensyn til min familie, mit job og mig selv er det derfor nu nødvendigt, at jeg tager en pause og tager imod behandling for at blive helt rask.

- Jeg er selvfølgelig ked af timingen, for jeg var rigtigt glad for at være kommet godt i gang på ’Go’ aften Danmark’, men lige nu gælder det om at blive fit for fight, sagde Jes Dorph-Petersen i pressemeddelelsen og tilføjede:

 Jeg beder om forståelse for, at jeg ud over denne meddelelse ingen kommentarer har, eftersom ro og fokus på opgaven er afgørende vigtigt for mig lige nu. Jeg beder også pressen om at lade min familie være i fred.

Jes Dorph-Petersen afslørede allerede i 2013, at han kæmpede mod indre dæmoner og en for stor hang til alkohol. Det skete i hans biografi 'Dorph - Historier fra den anden side'.  Til P3 forklarede han dengang således om sin ærlige biografi:

Det bliver også en bog om de mørkere sider, som jeg har været igennem i mit ellers lyse liv.  De mørke sider skal med i bogen, fordi det er unfair kun at fortælle om, at det var sjovt, at vi vandt EM i 1992, eller at det var sjovt at møde en eller anden kendt mand. Men at jeg har haft en depression og har kunnet stoppe et misbrug, er jeg ikke spor flov over, forklarede han dengang til P3 ifølge bt.dk.

Han afslørede på samme tid, at misbruget var alkohol.

- Misbrug er det korte ord for, at der var nogle alarmklokker, der ringede om at jeg skulle passe på med at drikke for meget alkohol. Jeg fandt ud af, at jeg kom til at tage et eller to glas rødvin for meget, og at jeg kom til at indrette mine dage efter at få et glas rødvin, fortalte Jes Dorph-Petersen til P3.

Sponsoreret indhold