Nyheder11. marts 2018

Ida Corr: Har succes med ti år gammelt nummer

Sangerinden Ida Corr fik noget af en overraskelse, da hun med ét hittede i USA med et ti år gammelt nummer.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ida-corr.jpg
 (Foto: René Schütze)

Mange husker sikkert den nu 40-årige sangerinde Ida Corrs musikvideo med letpåklædte skønheder iført sorte afroparykker, der dansede til tonerne af sangen ”Let Me Think About It” remixet af den hollandske dj Fedde Le Grand.

Sangen har lagt lidt over ti år på bagen og har derfor været røget lidt i glemmebogen, men nu kan Ida glæde sig over, at den er blevet genoplivet.

Det skete, da den amerikanske kunstskøjteløber Adam Rippon brugte hittet til vinter-OL i Sydkorea.

Det har ifølge det amerikanske musikmagasin Billboard fået onlinesalget af Corrs sang til at stige med 190 procent, mens antallet af streams er steget med 81 procent i USA.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/adam-rippon.jpg
 Foto: All Over Press
Kunstskøjteløberen Adam Rippon, 28, har sørget for, at amerikanerne er blevet vilde med danskerens sang. (Foto: All Over Press)

Op på tæerne

Ida Corr er i øjeblikket aktuel med sin nye single ”One Hundred”, og hun jubler over, at den efterhånden gamle sang pludselig hitter i USA.

– Jeg er stolt og glad! Som sangskriver er det sådan en fornøjelse at vide, at der er mennesker over hele verden, der er blevet introduceret til din musik, fortæller hun til Billboard.

Det er første gang nogensinde, der må bruges musik med tekst til olympisk kunstskøjteløb, og den 28-årige amerikanske kunstskøjteløber havde en god grund til at vælge lige netop danskerens sang.

– I mit korte program ville jeg gerne vise noget, der var virkelig upbeat og ville få tilskuerne op på tæerne og klappe, fortæller Adam Rippon til Vox.com om sangen.

Se Adam Rippon danse til nummeret "Let me think about it" HER!

Sponsoreret indhold