Iben fik andenpladsen: Det er jo magisk

Det blev ikke til en førsteplads for Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard i denne omgang af "Vild med dans".
De måtte nøjes med andenpladsen, da Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen løb med seernes stemmer.
Alligevel var det en glad Iben, som SE og HØR mødte da kameraerne var slukket.
Hun syntes nemlig, at det havde været en fantastisk oplevelse at stå i Forum Horsens.
- Det er jo magisk. Det har simpelthen været en fuldstændig forrygende omgang. Jeg har fået sådan nogle gode kommentarer med på vejen fra dommerne. Folk har stemt på os hele vejen. Jeg er så taknemmelig. Jeg er simpelthen så glad, fortæller Iben Hjejle til SE og HØR.
Efter 12 fredage på dansegulvet, så ved Iben dog ikke, hvad hun skal lave på næste fredag.
- Jeg kan slet ikke tænke så langt endnu. Jeg snakker lige med mine fødder i morgen, siger hun med et smil.
For Morten Kjeldgaards vedkommende var det tredje gang i træk, at han kunne stå i en finale. Men selv om han ikke vandt i år, så syntes han alligevel, at det var fedt at stå i finalen.
- Jeg synes, at denne her oplevelse man får i Horsens. At få lov til at komme i finalen er en fantastisk oplevelse. Selvfølgelig ville man gerne have vundet, men man føler også, at man har vundet noget. Så jeg er ikke skuffet, siger Morten.
Han er også klar til at tage en tur tilbage på dansegulvet, hvis han bliver inviteret med i programmet igen.
Iben og Morten var faktisk det par, der scorede flest point hos dommerne i finalen. De fik nemlig 37 point for deres tango, 40 point for deres latinmix og 40 point for deres freestyle.
Kigger man på Sofies og Michaels point, så kunne de tage 39, 36 og 40 point med fra deres tre danse.