I dag afsløres michelinstjernerne

Stjernekokken Rasmus Kofoed og Geranium er eneste danske restaurant med tre michelinstjerner.

Stjernekokken Rasmus Kofoed og Geranium er eneste danske restaurant med tre michelinstjerner.

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Danmark har lige nu 35 michelinstjerner fordelt på 26 restauranter.

Og mandag bliver det afgjort, hvor mange restauranter, der i år skal have en eller flere stjerner fra den anerkendte Michelinguide, når de klokken 20 bliver uddelt i Stavanger i Norge.

Der bliver formentlig enkelte udskiftninger, men det samlede antal stjerner forbliver nok omkring niveauet fra sidste år.

Det vurderer Berlingskes vin- og madredaktør Søren Frank.

- Jeg tror, det bliver nogenlunde status quo, fordi der er to-tre stjerner, der ryger ud, mens der er flere restauranter i spil til en stjerne, siger han.

Normalt bliver michelinstjernerne uddelt i februar. Det er dog blevet udsat i år på grund af coronasituationen.

Og netop på grund af flere nedlukninger og restriktioner den seneste tid forventer Søren Frank ikke, at Michelinguiden vil være helt så hård ved restauranterne.

- Det har været en særlig coronaversion, de har oplevet på restauranterne. Derfor tror jeg, de vil fare mere sindigt frem og ikke gå ud med sablen og hugge restauranterne ned, siger han.

Flere restauranter mangler arbejdskraft i kølvandet på coronakrisen, men overordnet har dansk gourmet klaret sig nogenlunde gennem coronakrisen.

Mange har nytænkt deres koncept. Eksempelvis Noma i København, der i en periode solgte take away-burger, som også blev en eftertragtet vare.

* Ifølge Michelinguiden får maden - og kun maden - karakterer ved hjælp af stjerner.

* Vurdering af service, atmosfære og øvrige indtryk belønnes med korslagt bestik (1-5 bestik).

* Siden 2020 kan restauranter også modtage en grøn stjerne, der hylder restauranter med en bæredygtig tilgang til gastronomi.

* Tre stjerner i Michelinguiden betyder, at en restaurant er "værd at rejse efter".

* To stjerner betyder, at restauranten er "en omvej værd".

* En stjerne betyder, at det er en "rigtig god restaurant i sin kategori".

* Stjernerne uddeles kun på basis af den mad, som serveres. Fem kriterier vejleder inspektørerne i deres bedømmelse:

1. Kvaliteten på råvarerne.

2. "Håndværket" - det vil sige smagen og tilberedningen.

3. "Personligheden" - det vil sige, hvor godt det er lykkedes for kokken at finde sit eget udtryk.

4. Noget for pengene.

5. Kvalitet over tid - det skal være en lige fantastisk oplevelse, uanset hvornår man besøger restauranten.

Kilde: Michelin.

Også Geranium i København forsøgte sig med en særskilt restaurant til vegetarisk frokost sidste sommer.

Der er nogle danske restauranter, der på grund af eksempelvis flytning eller lukning vil miste deres stjerner.

Det gælder ifølge Søren Frank blandt andet for restauranterne Relæ og 108.

Flere nye restauranter ligger dog lunt i svinget til at få en eller flere stjerner, siger Søren Frank.

Det gælder Sushi Anaba i København, restaurant Lyst i Vejle og Syttende på Hotel Alsik i Sønderborg.

Håb for flere 3-stjernede

Lige nu er der kun én dansk restaurant med tre stjerner: Geranium i København.

Men potentielt er der to restauranter, der i år kunne få en tredje stjerne, vurderer Søren Frank.

Den første er restaurant Jordnær i Gentofte, der lige nu har to stjerner.

- Jordnær har haft en del besøg fra Michelinguiden på det sidste. Måske to eller tre besøg i sommeren, de kender til. Hvis det er rigtigt, kan det tyde på, at Michelin har haft en form for fokus på dem.

- Og det kan være, fordi de er i spil til at få en tredje stjerne, siger han.

Også Noma i København kunne måske få sin tredje stjerne i år. Men det er langtfra sikkert.

- Hvert år er den stående ting, om det er i år, Noma får sin tredje stjerne. Det kunne være nu, men det kunne også være om fem år.

- Det er en restaurant, der måske er lidt for udfordrende og provokerende for Michelinguiden, der også sætter pris på det klassiske, siger Søren Frank.

/ritzau/

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close