Nyheder9. august 2023

Gymnasieelever om alkoholforbud: – Det er en rigtig dårlig idé

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning går imod Sundhedsstyrelsens anbefaling om at droppe alkohol de første to måneder af skolestarten
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning er ikke enig i Sundhedsstyrelsens anbefaling om alkoholforbud på landets ungdomsuddannelser.
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning er ikke enig i Sundhedsstyrelsens anbefaling om alkoholforbud på landets ungdomsuddannelser.
 Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Der bliver ikke set positivt på de gymnasier og erhvervsskoler, der har indført et alkoholforbud under skoleopstarten.

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning går i rette med Sundhedsstyrelsens anbefaling om at droppe alkoholen de første to måneder på ungdomsuddannelserne.

– Vi mener, det er en rigtig dårlig idé, fordi alkoholkulturen hverken starter eller slutter på gymnasierne, fortæller Asger Kjær Sørensen, der er forperson for organisationen, til SE og HØR.

Naivt at tro

Sundhedsstyrelsens opfordring til at droppe alkoholen i opstarten skyldes en bekymring for danske unges alkoholforbrug, som længe har været til debat.

Hos ungdomsuddannelsen Tradium i Randers har man valgt at følge Sundhedsstyrelsens anbefaling. Men ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning hjælper det ikke noget snarere tværtimod.

– Det er naivt at tro, at folk stopper med at drikke, hvis de ikke kan gøre det på deres gym, så gør de det bare andre steder, siger Asger Kjær Sørensen.

Sundhedsstyrelsens enhedschef Niels Sandø er ikke enig i, at de unge vil drikke mere alkohol andre steder, hvis det forbydes på gymnasierne.

– Den idé er lidt i samme stil som fortællingen om, at det er bedst, at børn lærer at drikke hjemme. Men dem, der lærer at drikke hjemme, er også dem, der drikker tidligst og mest, fortæller han til DR.

Gymnasie trodser anbefaling

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning ser hellere, at man fortsætter med at give eleverne mulighed for at drikke alkohol på gymnasierne, og det er der en klar årsag til.

– Der skal være trygge rammer at drikke i. Her skal gymnasierne spille en aktiv rolle for at gøre noget ved kulturen. På gymnasierne kan vi sætte rammer og sørge for, at alle er med. Det kan vi ikke, hvis de unge drikker andre steder, siger forpersonen for organisationen.

Men hvordan gør man så noget ved alkoholkulturen på gymnasierne?

– Man kunne for eksempel sørge for aktiviteter, hvor alkohol ikke er en del af det, men et tilvalg. Vi vil jo gerne gøre noget for at komme kulturen til livs. Det er bare meget svært at implementere de her tiltag, hvis festen foregår andre steder end gymnasiet, lyder det fra Asger Kjær Sørensen.

På Gribskov Gymnasium er man af samme overbevisning som Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og har derfor ikke indført alkoholforbud under skoleopstarten.

Sponsoreret indhold