Nyheder23. september 2022 (opd. 26. september 2022)

Forbrugerrådet Tænk om Detur-skandale: Det kan du gøre

Du kan klage, hvis du har problemer med at få pengene tilbage fra Detur, der har aflyst alle resterende rejser i 2022
Forbrugerrådet Tænk fortæller, at der er mulighed for at klage, hvis du ikke kan få pengene tilbage fra Detur.
Forbrugerrådet Tænk fortæller, at der er mulighed for at klage, hvis du ikke kan få pengene tilbage fra Detur.
 Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

– Som forbruger har rettighederne ikke ændret sig siden for en måned siden.

Sådan fortæller Vagn Jelsøe, der er chefkonsulent hos Forbrugerrådet Tænk til SE og HØR, om rettighederne for de danskere, der lige nu står forvirrede i udlandet, efter at rejseselskabet Detur, som de har rejst med, har meddelt, at de har stoppet alle transaktioner.

Ifølge Detur selv, er de blevet solgt til et større selskab, men det har medført, at flere danskere skulle betale for deres ophold på hotellerne igen. Ellers ville de blive smidt ud.

Detur annoncerede i en pressemeddelelse natten til fredag, at de ville aflyse alle rejser for den nuværende rejsesæson. Pressemeddelelsen er også det eneste nogen har hørt fra Detur, der ikke er til at komme i kontakt med.

– Det må betragtes som en formel melding fra Deturs side om, at ens rejse ikke vil blive gennemført, og man kan derfor kræve at få sine penge tilbagebetalt, fortæller Vagn Jelsøe til SE og HØR.

– Men det er vigtigt, at man ikke skriver til Detur på en måde, der kan forstås som om det er en selv, der trækker sig fra købet, for så mister man sin ret, fortsætter han.

Her skal du klage

Detur er dog notorisk kendte netop ikke at betale pengene tilbage, fortæller Vagn Jelsøe.

Artiklen fortsætter under billedet …

Sådan så beskeden fra Detur ud.
Sådan så beskeden fra Detur ud.
 Foto: Privat

– Hvis man støder på problemer med at få pengene tilbage fra Detur, så skal man for det første rykke dem og give dem en rimelig frist til at betale pengene. Efter pakkerejseloven har man krav på at få pengene tilbage inden for 14 dage, og har man ikke fået pengene inden da, kan man sætte en frist på 10 dage, før man går videre.

– Hvis man stadig ikke får pengene, så er den gode idé at klage til Pakkerejse-Ankenævnet.

– Vi har set en række eksempler på, at når der kommer en klage ind hos Pakkerejse-Ankenævnet, så skynder Detur sig at betale, fortsætter han.

Alternativt kan man gå til fogedretten, hvilken erfaringsmæssigt har samme effekt – altså at man får pengene inden sagen når faktisk at blive behandlet, fortæller han.

Der er konkurssikring

Hvis man går og frygter, at Detur er på konkursens rand, så skal man heller ikke gå i panik, men så er sagen pludselig lidt anderledes.

– Der er en europæisk, lovpligtig konkurssikring. Detur er ikke tilmeldt den danske rejsegarantifond. Detur er både etableret i Danmark og Sverige, og de har altså valgt, at deres konkurssikring skal ligge i Sverige hos det der hedder Kammarkollegiet, fortæller Vagn Jelsøe.

Det er altså her, man skal gå hen, HVIS Detur pludselig begærer sig konkurs. Her kan man formentlig få alle sine penge eller i hvert fald hovedparten tilbage.

– Den svenske konkurssikring er ikke lige så fuldstændig som den danske, og vi anbefaler også forbrugerne at holde sig til rejsebureauer, der er registreret i den danske rejsegarantifond, fordi den giver en bedre sikring. Men der er altså en sikring i Kammarkollegiet også.

Forbrugerrådet Tænk vil med den nuværende situation fraråde forbrugerne at handle med Detur.

– Usikkerheden er simpelthen for stor, og vi har at gøre med et rejsebureau, der har en historik med ikke at behandle forbrugere ordentligt. Det er en giftig cocktail, siger Vagn Jelsøe.

Betal og klag

Tilbage står en masse danskere, der er blevet bedt om at betale deres hotel en ekstra gang, og det er også det rigtige at gøre, fortæller Vagn Jelsøe.

– Mit råd vil være, at man betaler det, hotellerne kræver, og så når man kommer hjem, anmoder man Detur om at betale. Hvis de ikke gør det, så klager man til Pakkerejse-Ankenævnet, fortæller han.

SE og HØR har flere gange forsøgt at få et interview med Detur, men det har ikke været muligt at få kontakt til rejsebureauet.

Det eneste, der er kommunikeret ud, er pressemeddelelsen fra natten til fredag.

Sponsoreret indhold