Nyheder29. oktober 2017

Fanny Louise Bernth fra ”Herrens veje”: Startede som barneskuespiller

29-årige Fanny Louise Bernth begyndte sin karriere som barn, da hun medvirkede i ”Falkehjerte”. Efter en lang pause fra det store lærred er hun tilbage foran kameraet.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/fanny-louise-bernth.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

Sidder du med en fornemmelse af genkendelsens glæde, når Fanny Louise Bernth toner frem som Emilie i ”Herrens veje” hver søndag, så er du ikke helt forkert på den.

Den 29-årige skuespillerinde fra København scorede som ganske ung hovedrollen i en dansk børnefilm.

– Det er tilfældige veje, der gjorde, at jeg blev skuespiller. Jeg var med i en film i 1997, da jeg var ti år. Det var børnefilmen ”Falkehjerte”, og det var nok på det tidspunkt, der blev sået et frø. Siden har jeg været væk fra faget og været i tvivl, men det har nok altid ulmet. Da jeg kom i 20’erne, fik jeg nosser nok til at søge ind på uddannelsen, fortæller "Herrens veje"-skuespillerinden til SE og HØR og fortsætter:

- Jeg kom ind i andet forsøg, så jeg føler mig heldig. Det var rart også at prøve at få afslaget for at finde ud, hvad jeg ville gøre anderledes, og finde ud af, hvor meget det egentlig betyder for mig. Første gang jeg søgte, skulle jeg bare se, hvad det var for noget. Og det fandt jeg ud af, og jeg fik virkelig mod på det, lyder det fra Fanny, der trods efternavnet ikke er i familie med DR’s dramachef Piv Bernth.

Det er kun et år siden, at Fanny kunne forlade Aarhus Teaterskole som nyuddannet skuespiller, men hvilket år det har været for den unge dame.

– Jeg har 20 måneders arbejde det samme sted med de samme mennesker. Det er ret sjældent, det sker, forklarer Fanny om sin ansættelse på Danmarks Radio.

Hun ved dog, at livet som skuespiller kan skifte fra den ene dag til den anden. Og det har hun tænkt over.

– Det er begge dele. Det er en frihed og en konstant uvished. Det er bittersødt, og så har jeg opdaget, at jeg er kommet ud til noget heldigt, hvor jeg har et anker. Jeg fik rollen i ”Herrens veje”, lige inden jeg var færdig. Jeg gik til castinger, lyder det fra hende.

Og at spille med i en stor DR-produktion med prominente navne som Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen har været overvældende for Fanny.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/herrens-veje.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Adam Price er manden bag DR1's søndagsdrama "Herrens veje". Her ses han sammen med skuespillerne. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Overraskende blufærdigt

– Det er skønt at have fået rollen. Vi er primært teateruddannede, så derfor er vi jo vildt privilegerede at få lov til at komme ind i det her apparat, der fungerer så godt, hvor alle er passionerede og dygtige. Jeg har ikke haft så meget filmundervisning, men jeg har følt mig hjulpet, og der har været overskud og tid til at lære mig de forskellige teknikker. Jeg føler næsten, jeg får lov til at få en filmuddannelse, fastslår hun taknemmeligt.

I ”Herrens veje” skal Fannys karakter finde en balance i tilværelsen som præstekone, fordi hun tror mere på videnskaben end Gud.

– Jeg er spændt på modtagelsen af ”Herrens veje”, og jeg har diskuteret temaet meget med mine venner til middagsselskaber. Vi skal jo tage stilling til temaet, når vi skal tale med pressen. Men det har vist sig at være mere blufærdigt for mig, end jeg troede. Jeg synes, det er noget andet at snakke om det med tætte venner, siger Fanny.

Lige nu knokler hun med de kommende ti afsnit af søndagsserien.

– Vi er i gang med 2. sæson. Sidste år havde jeg tid til lidt andre projekter. I år er der ikke noget på tapetet endnu, men det kan komme lige pludselig, og så må jeg se på, om det hele kan gå op.

Se "Herrens veje" hver søndag kl. 20.00 på DR1.

Sponsoreret indhold