Ellen Hillingsø: Sådan skal den runde fødselsdag fejres

Ellen Hillingsø fylder 50 år.
Foto: Thomas Laursen
Det er ikke til at se, hvis man ikke ved det. Men skønne Ellen Hillingsø fylder 50 år, og det skal selvfølgelig fejres.
Skuespillerinde af Danmark, datter af en generalløjtnant og ven af den kongelige familie. Ellen Hillingsø er et folkekært forbillede, som i mange år har underholdt med sine alsidige talenter.
I år fylder den folkekære skuespillerinde 50 år, men den store dag til trods, har hun ikke lavet nogle planer.
– Jeg har fødselsdag en torsdag, så det skal bare være stille og roligt, lyder det fra Ellen Hillingsø, der er begejstret for at fylde 50 år.
- Jeg glæder mig. Det er sjovere end alternativet, siger hun.
Selvom hun ikke har noget planlagt, kommer Ellen Hillingsø nok ikke til at være alene på den store dag.
- Måske inviterer jeg nogle veninder over, fortæller 50-årsfødselaren, der er mor til Thomas på 14 år og Anna på 12.
Ellen Hillingsø har netop afsluttet en rolle i stykket ”3 x Beckett” på Østre Gasværk, samtidig med at hun spiller med i det alternative stykke ”9x9x9” på Statens Museum for Kunst.
Der er drøn på i Ellens liv, men den garvede kvinde nyder hvert øjeblik.
– Jeg har lært, at det vigtigste er, at livet er det, der foregår lige nu. Det er ikke i morgen, det er ikke på onsdag, og det er heller ikke i går. Det er nu, vi skal gøre tingene, det er nu, vi skal holde middag og være sammen med vores venner og have det sjovt, siger fødselaren.
Se billeder af den talentfulde skuespillerinde i galleriet herunder:
Ellen Hillingsø 50 år

Til kulturbal hos dronningen med sin mand siden 2000, Christoffer Castenskiold.
– Min mand betyder alt. Han er far til mine børn, og vi har været sammen i alle de år. Det er en lille familie, jeg har bygget med ham, siger den folkekære skuespillerinde.

Kronprinsesse Mary er en af Ellens gode veninder.
– Det er til et modeshow. Jeg er ikke så begejstret for at kommentere det yderligere. Der er lidt diskretion med den slags, siger Ellen Hillingsø.

I 1998 vandt Ellen en Robert for sin rolle i Susanne Biers gyser ”Sekten”, hvor hun spillede over for Sofie Gråbøl.
– Det er vidunderligt, når man får anerkendelse for de ting, man laver, fortæller skuespillerinden.

Her er Ellen med sin søn Thomas, 14, datter Anna, 12, og sin niece Olivia på 14 år.
– Det største var at få mine børn. Ligegyldigt hvad. Det slår jo alt. Nu er de ved at være store, og jeg skal lige vænne mig til, at de ikke er så afhængige af mig mere, men det er også dejligt, lyder det fra Ellen Hillingsø.

– Jeg er ikke sikker, men jeg tror, billedet kan være fra dengang, jeg arbejdede på Kanal 2, hvor jeg var studievært på "Morgenflimmer”. Det var, i årene inden jeg søgte ind på skuespillerskolen, så det er nok omkring 1990, siger hun.

– Det var en forestilling, som jeg lavede på Grønnegårds Teatret, som hed ”Absolut Holberg”. Det var i sommeren 2000, som var forrygende, siger Ellen, der spillede over for Martin Brygmann, erindrer hun.

I mange år var et modermærke på kinden et af Ellens kendetegn, men det fik hun fjernet for nylig.
– Nu var det nu, den var blevet for stor, sagde hun dengang til SE og HØR.

– Her blev jeg ambassadør for Red Barnet. Det er mit eget barn, jeg har i barnevognen. Jeg er stadig ambassadør for Red Barnet, siger Ellen om billedet fra 2004.

– Det er fra en kampagne, jeg lavede for Kræftens Bekæmpelse, fordi vi skal passe på vores hud. Jeg bruger altid solcreme, for jeg fik selv solskader for nogle år siden, fortæller Ellen Hillingsø.